John Mellor til Hvidovre hver onsdag
- Der kom så mange mennesker til mødet med den australske helbredelsesprædikant John Mellor, da han var i Hvidovre sidst, at Mellor har sat alt andet til side for at komme til Danmark den 21. februar og seks uger frem, fortæller Jørn Braüner, præst i frikirken COC i Hvidovre. Flere end 400 mennesker mødte op på de sidste 3 møder i Hvidovre. - Rigtig mange mennesker har fortalt os, at de er blevet helt eller delvist helbredt eller fri for smerter efter forbøn, siger Jørn Braüner. Og han nævner nogle eksempler på helbredelse: - En guitarist i Frikirken COC havde haft en fastlåst nakke og smerter siden et træ faldt ned over ham for ca. 10 år siden. Han var til forbøn i starten af november. Efter forbønnen forsvandt alle smerterne, og han har siden kunnet dreje hovedet uden problemer. I dag, mere end 3 måneder efter, er han stadig helt rask, fortæller Braüner og fortsætter: - En kvinde fortalte i januar, at hun efter forbønnen for første gang i sit liv oplevede at føle fred og klarhed i sindet. Tanker, der havde plaget hende i næsten hele hendes liv, forsvandt. 5 uger efter forbønnen, fortæller hun, at forandringen er vedvarende... John Mellor starter sin møderække i Hvidovre i aften onsdag den 22. februar kl. 19.00 i kirken på Hvidovrevej 215 og fortsætter hver onsdag til og med den 29. marts. De øvrige dage i ugen rejser John Mellor rundt og holder møder forskellige steder i Danmark.