Ny bro over Havnevejen
Den gamle træbro over Avedøre Havnevej ved Gl. Køge Landevej er blevet udskiftet i nattens mulm og mørke
lTidligt torsdag morgen fra kl. 01.00 til 04.00 løftede en mobilkran den nye fodgængerbro på plads over Avedøre Havnevej. Arbejdet blev foretaget om natten for ikke at genere morgentrafikken unødigt. Men allerede kl. 04.00 var broen på plads, og Havnevejen kunne genåbnes. Aage Edslev, ingeniør fra Amtet fortæller: - Jeres nye fodgængerbro er konstrueret af nogle af mine kolleger herinde fra Københavns Amt, og den har kostet 2,7 millioner kr. Prisen blev så høj fordi, det eneste som kunne genanvendes fra den gamle bro var selve dragerne, som bærer brofaget. Resten af træet var fyldt med råd og skulle derfor udskiftes. Imens den nye bro blev sat op, blev den gamle bro kørt væk til destruktion, for den er lavet af giftigt limtræ, og må derfor ikke bare brændes af, som man normalt ville have gjort. Fodgængerbroen forbinder boligområderne øst og vest for Havnevejen, og den blev etableret, da man anlagde den nye amtsvej til Avedøre Holme. Aage Edslev siger, at den nye bro endnu ikke er helt klar til brug: - Der mangler stadig rækværk, og der er lidt arbejde tilbage på selve ramperne, men om 14 dage skulle broen kunne anvendes.jr