Kuplerne er, som kupler nu bør være!
Grundejere troede, de ville få indflydelse på vejbelysningstypen - de tog grundigt fejl
Kuplerne er, som kupler bør være! Det er i kort form det politiske svar til Grundejerforeningen Strandøre, hvor grundejerne ellers forleden gik og troede, at de kunne komme til orde, nu da NESA er i gang med at lægge kabler i jorden, og kommunen samtidig etablerer ny vejbelysning. Men den kommunale vejbelysningstype, der officielt hedder "Københavnerarmatur på Hvidovre-arm", har set sådan ud siden 1990 - og grundejerne skal ikke komme her 16 år senere og tro, at det kan ændres. Men det vidste Lars J. Nedergaard, formand for Strandøre, tilsyneladende ikke, da han forleden skrev følgende til Hvidovre Kommune: - Grundejerforeningen Strandøre har ikke været involveret i beslutningsprocessen og står helt uforstående overfor, hvorfor grundejerforeningerne og borgerne ikke er blevet inddraget i udvælgelsen af nyt armatur til vejbelysningen, skrev Lars J. Nedergaard. Dertil har Finn Gerdes (A), formand for Teknik- og Miljøudvalget, svaret: - Valget af armaturtype vil ikke blive omgjort. Samtidig afviser Gerdes på vegne af Teknik- og Miljøudvalget at mødes med repræsentanter for Strandøre. - Vi ville naturligvis gerne have været i dialog med grundejerforeningerne, men et møde med udgangspunkt i at søge indflydelse på valget af armatur synes ikke at have noget formål, skriver han til Strandøre. I Strandøre er formanden skuffet over, at udvalget ikke vil mødes med grundejerforeningen. - Vi havde da håbet på et møde. Ikke fordi jeg lige har et alternativ til den runde kuppel, men mere fordi jeg kan se, at man f.eks. i Rødovre har involveret både borgere og lokale politikere i udvælgelsen af armaturet og har fået en flot løsning. Så det er godt at få borgerne med. Trods alt skal alle jo se på armaturerne i de næste 40 år. Men jeg må nok erkende, at løbet er kørt nu, siger Lars J. Nedergaard. Ensartet kvalitet Byrådet har bestemt, at den nye vejbelysning skal være gråt Københavnerarmatur på Hvidovre-arm. Hvidovre Kommune opnår ved den nye vejbelysning mindre driftsudgifter, mindre strømforbrug, bedre visuelt miljø og større trafiksikkerhed. Endvidere vil der være færre udfald under orkan og storm, og belysningen vil have en ensartet kvalitet med begrænsning af spildet, specielt til nattehimlen men også uden for vejarealet. I 2005 blev der i forbindelse med kabellægningen etableret vejbelysning på Sandholtvej i Avedøre. Siden er andre områder kommet til og projektet fortsætter. Nesa og Hvidovre Kommune har truffet aftale om at modernisere vejbelysningen i forbindelse med en systematisk kabellægning af luftledninger i Hvidovre Kommune. terf