Gyseraften for HIF i Dansborghallen
HIF-herrerne kæmper for oprykning, - damerne mod nedrykning
l HÅNDBOLD: Det bliver noget af en skæbneaften for HIF i Dansborghallen på tirsdag den 21. februar, hvor klubbens herrehold spiller topkamp i 3. division mod FIF/FHK, mens damerne forinden skal ud i en kamp for livsvigtige point for at undgå nedrykning fra 2. division. Deres modstander er ligeledes FIF/FHK. I herrekampen er det rækkens nr. 1 og 2, som mødes i en dyst, hvor vinderen efter al sandsynlighed vil stå med den direkte oprykning til 2. division i hånden. FIF/FHK er FCK Håndbolds 2. hold og et hold, som med baggrund i reglerne om, at spillere under 23 år gerne må spille både i den bedste række og i dette tilfælde 3. division, flittigt benytter ungdomslandsholdsspillere som Anders Christensen og brdr. Koch Hansen. - Vi tabte knebent 1. rundekampen på Frederiksberg, men ved et kig på vores hjemmebanestatistik - indtil nu uden pointtab - må man skønne at holdet har et godt udgangspunkt, siger HIF-formanden Kurt Karlsen. Holdet har i denne sæson haft en høj grad af stabilitet uden at være afhængige af få personer. Vel er stammen fortsat Anders Tilgaard, Søren Christiansen og Claus Gybeck med hver deres forcer, men i år har en række andre spillere vist divisionsklasse og medvirket til, at holdet indtil nu kun har sat 4 point til. Samme aften spiller divisionsdamerne som nævnt ligeledes mod FIF/FHK, men her er situationen for begge hold, at det drejer sig om at få point for at komme væk fra nedrykningszonen, hvilket i sig selv gør kampen ganske intens. Gyseraftenen i Dansborghallen starter med damekampen kl. 19.00, mens herrerne spiller kl. 20.15 m-