- HIF's hold er det bedste i 2. division!
Hvidovre vandt 5-3 i Greve, men sejren burde have været endnu større. Hvorfor gik holdet i bakgear i den sidste halve time?
l FODBOLD: Det skulle have været den sidste afpudsning inden forårets turneringsstart, da Hvidovre mødte Greve ude i lørdags på en rimelig god græsbane. Og det så uhyre lovende ud i den første time, hvor HIF spillede forrygende godt, - ja så godt, at der var tale om klasseforskel, endda flere klasser... Selv om HIF sløsede slemt i kampens sidste halve time, så en solid føring på 5-1, blev til et mere humant slutfacit på 5-3, havde Greves træner, Jan Kalborg (tidl. succestræner i HIF), mange lovord om sin gamle klub: - Vi har i træningskampe mødt de andre tophold i 2. division, Næstved, Holbæk og Slagelse, og for mig er der ingen tvivl om at Hvidovre har det stærkeste hold i rækken, bemærkede Kalborg. - Man skal selvfølgelig ikke lægge for meget i træningskampe, men hvis HIF kan holde det spil mellem kæderne, og bevare koncentrationen og ikke tage for mange "blundere", bør de også kunne stå distancen med en topplacering og oprykning med det mandskab. Foran med 5-1 HIF kom ellers bagud et kvarter ind i kampen, da forsvaret tog sig en lur. Men så gik det ellers stærkt. Mark Svendsen udlignede til 1-1 kort efter, Søren Christiansen sørgede for 2-1, og Mike Pedersen sendte et hovedstød i mål til 3-1. Greve var kun statister i 1. halvleg, og belejringen og et totalt spilstyrende HIF-mandskab fortsatte det første kvarter efter pausen. Efter 6 min. sendte kampens bedste spiller Søren Christiansen en lang skruet bold ind bagom Greves forsvar, hvor Mark Svendsen dukkede op og firsttimede den i netmaskerne til 4-1. HIF's målmaskine sluttede, da bossen Steen Nedergaard også ville være med i løjerne, - han gik med frem og sendte en milimeterpræcis aflevering ind til Mark Svendsens hoved, der nettede til 5-1. Og så faldt HIF i søvn, - det så i hvert fald sådan ud. Forsvaret virkede ukoncentreret, der blev givet alt for megen plads til modstanderne, hvilket betød to mål og en helt unødvendig reducering til 5-3. Så uanset det gode spil og træner Jan Kalborgs lovord, har HIF-mandskabet og trænerne vist noget at snakke om i denne uge. Det reelle styrkeforhold var til en langt større sejr, så hvorfor gik holdet i bakgear i den sidste halve time? mads-