Og så højt til hest...
Denne uge fik 40 heldige børn muligheden for at komme på hesteryg og ud for at ride i den danske sommer
Mandag morgen skulle man møde på Hvidovre/Avedøre Rideskole, hvis man ville være heldig at få plads på ét af de ridehold, der hele denne uge foregår på skolen. Tilbuddet er en del af Aktiv Sommerferie, og rideskolen stiller i alt med 4 hold med plads til hver 10 deltagere. - Alle hold er fyldt ud og det passede heldigvis med, at stort set alle fremmødte fik en plads. Men vi har også måtte lave regler således, at der ikke fra rideskolens egne medlemmer deltager børn. Vores formål med at holde denne uge med mulighed for ridning, er ikke så meget at få nye medlemmer - for der er vores ventelister allerede fyldt op - men mere at kunne tilbyde børnene en sjov aktivitet i deres sommerferie, fortalte ridelærer Charlotte Buhr Hansen, der siden september sidste år har arbejdet fuldtid på skolen. Eneste han i flokken Af de fyrre tilmeldte børn, der denne uge skulle lære at ride, var størstedelen klart piger. Men midt i al pigehørmen var der dog, fordelt på holdene, sneget sig en 3-4 drenge ind. Den ene var Asmus på 6 år. Han havde længe plaget mor og far om at få lov til at ride, og da tilbuddet så kom med Aktiv Sommerferie kataloget slog familien endelig til. - Asmus har længe snakket om at få lov til at ride, selvom han ellers mest spiller tennis eller svømmer. Men desværre har min mand allergi, og jeg er ikke selv videre begejstret for heste, og skulle ikke selv nyde godt af at trække ham rundt på hesteryg, fortalte Tine Hansen og supplerede: - Det har været nogle rigtig gode aktiviteter, der har været i Aktiv Sommerferie brochuren, og det er jo rart når sommerferien ellers kan synes lang. Vi har været i Sverige ti dage, og skal også en uge til Bornholm, men ellers er tiden gået herhjemme, og så er det jo rart at børnene kan få prøvet lidt forskelligt af. På rideskolen vakte det også begejstring, at der rundt på holdene var repræsenteret det mandlige køn. Og blandt ridelærerne blev der snakket om at starte et potentielt drengehold på skolen. For som de så rigtigt sagde, så skal drengenes undervisning måske primært gå på at lære, hvordan man rider stærkt og så kan den mere præcise ridning komme efterfølgende. Hårdt for stemmen I midten af manegen stod ridelærer Iben Kæmpegaard og skulle holde styr på de 10 heste - alle med ryttere og dertil hjælpende ridepiger. - Det er hårdt for stemmen at skulle råbe så højt fire timer i træk. Derfor vil vi også skiftes om undervisningen herude. Men det er sjovt at se, hvordan børnene hele tiden udvikler sig og hvem der har sans for ridning, fortalte Iben Kæmpegaard, mens hun hurtigt slugte en tår vand og igen var klar i midten af manegen. I løbet af de første ridetimer skal børnene lære hesten at kende, de skal øve at sidde korrekt, og i øvrigt blive vante med de mest grundlæggende ting. Når det basale så er i orden, vil man langsomt bygge på og i slutningen af ugen skulle børnene gerne kunne mestre at ride på hesteryg. - At ride er ikke altid så ligetil, som mange regner med. Man bruger faktisk langt flere muskler end hvad man umiddelbart skulle tro, og det er en rigtig god styrketræning for kroppen. Ridning handler meget om motorik og om styrke, og er ikke altid så ligetil som mange tror, forklarede Charlotte Buhr Hansen, der selv er uddannet berider i Tyskland. Men det så nu ud til, at de kære børn nød deres første time på hesteryg og nogle - som Asmus Hansen - kunne hurtigt ride uden hjælp fra de piger, der ellers under hele undervisningen gik ved deres side. Så mon ikke det bliver nogle dygtige ryttere, der på fredag er færdige med deres ridekursus - og mon ikke en enkelt eller flere skulle have lyst til i fremtiden igen at sætte sig i sadlen og stige højt til hest. ck