"Fra drømmens vinger"

Det var en dejlig stille morgen med solsortes fløjten og solen, der skinnede. Det ville blive en varm og tør dag. Godt tænkte han, mens han langsomt svingede sine efterhånden stive ben ud over sengekanten og gned de sidste rester af nattens drømme væk. For det var dagen - den store dag på året - skolernes fælles idrætsdag og senere på aftenen kåringen af årets leder i idræt. Der havde ingen tvivl været i bedømmelsesudvalget. Det blev Line Rasmussen, den snart 37 årige lærer, som i sin tid sammen med de mange andre talenter havde ført byens håndboldkvinder til det første danske mesterskab og senere til triumferne på landsholdet og ved De Olympiske Lege. Line havde ud fra sit enkle motto elite forpligtiger ydet en enorm indsats ikke bare for håndbolden, men for hele byens idrætsliv. Havde været forrest i det til tider trælse arbejde med at få etableret og udbygget samarbejdet mellem byens 11 skoler og de lokale idrætsforeninger, så at de mange foreningsløse børn og unge kom i aktivitet og at "fødekæderne" herunder forældredeltagelsen blev sikret og udbygget, men frem for alt i sine unge og spilleaktive år at have stået fast på, at Byens håndboldklubber måtte samarbejde , hvis man skulle opnå udvikling og resultater. Han smilede lidt for sig selv på vej ud til badeværelset. For Line havde egentlig også et andet motto at krop og sjæl kræver mere end idræt , hvilket hendes ældste søn Lau fuldt ud efterlevede i byens cirkus, der sammen med byens sambahold og vennerne fra Kievs cirkusskole skulle optræde ved skolernes idrætsdag på det nyopførte idrætsstadion i den landlige del af kommunen, der var bygget i tilknytning til den nu lidt ældre kunststofbane, men som forhåbentlig snart blev til en mere. Under morgenmaden lavede han de sidste tilpasninger i sin velkomsttale til ungdomsdelegationerne fra det cubanske bokseforbund og fra Rhaez den store ishockeyklub fra Prag - et samarbejde, der især på træner og ungdomsplan havde givet positive resultater for byens bokseklub og ishockeyklub. Det havde i det hele taget været nogle gode år for byens idrætsliv. HBC havde atter vundet danmarksmesterskabet i badminton og ligesom tidligere i en gyser med en sidste mixeddouble - tillykke med det. Byens svømmeklub trivedes også, og med styrket kraft efter at det udendørs svømmebassin i midtbyen var blevet overdækket og udvidet til en fuld international svømmehal med et 50 m bassin. En beslutning, der ikke bare kom eliten til gode, men også sikrede at byens pensionister kunne få et varmt bad og den nødvendige motion. Han huskede sidste år, hvor lille henrivende Fatima vandt sølv i 100 meter crawl ved verdensmesterskaberne. Ja, og hendes glade og stolte forældre, da byen fejrede de mange fornemme resultater i den dejlige strandpark med sandstrand og rent badevand. Og dog, der var nogle skår i glæden, for det var aldrig rigtigt lykkedes at skabe byens fodboldhold. Især fordi byens mange klubber ikke kunne blive enige om at samarbejde i et evigt og nedslidende spil om lillebror og storbror. Den positive udvikling til trods var ikke kommet af sig selv. Det havde været en lang sej proces. Han huskede tilbage til 2006, hvor han som nyvalgt og mere naiv kommunalbestyrelsesmedlem af byens avis var blevet anmodet om at skrive en visionsartikel om idrætten. En noget svær opgave i en brydningstid mellem de gamle traditioner og den nødvendige fornyelse. En tid hvor den sorte regering sammen med Fædrelandspartiet nogle dage forinden igen havde skåret ned over for kommunen. Millioner af kroner, som alt andet lige kunne have været brugt til udvikling også af idrætten. Det havde været en mærkelig tid. På den ene side med et rimeligt grundlag for hverdagsidrætten, men på den anden side også en underlig følelse af tabt storhed og indsnævrende vanetænkning. En tid, hvor flere og flere børn og unge faldt fra i puberteten og gruppen af foreningsløse blev større og større samtidig med at foreningslederne blev ældre og ældre og de frivillige kræfter svandt ind. Udviklingen var gudskelov vendt, fordi de yngre og mest fremsynede kræfter i Byens foreningsliv brød vantænkningen, fik visioner, satte sig mål og midler og begyndte at samarbejde på tværs. Det havde da også hjulpet gevaldigt, at man slap af med den sorte regering, så at reform ikke længere betød nedskæringer i velfærden, men investeringer og udvikling, så der bl.a. blev råd til flere idrætstimer i skolerne, kontaktlærere til idrætsforeningerne, en rigtig udviklingsfond til idrætten, regionalt og internationalt samarbejde og ja senere de store investeringer i nyt stadion, svømmehal og havne- strandparkområdet. Det var en dejlig stille morgen. Vinteren ville ikke slippe sit tag. Han skulle om aftenen til møde i Kultur- og Fritidsudvalget. Det ville blive svært at vende udviklingen, men måske der alligevel kunne opnås enighed om at Monarchs trængte til ordentlige toiletforhold og at boldbanerne ved Sønderkærskolen, ja ved mange andre skoler trængte til en kærlig hånd. Ja og måske den store konference, hvor det ikke skulle handle om de fysiske rammer og flere haller, men i første omgang om udvikling og samarbejde, frivillighedsinddragelse og integration. Med venlig hilsen Kim Østerberg Liste T