Radiosignaler erstatter el-ledninger
Med den første danske trådløse kontakt er det slut med at fræse i vægge og paneler, når el-installationen skal renoveres
Vi kender det fra det trådløse netværk: Med et klik på den bærbare computer i stuen sendes signal til modemmet oppe i soveværelset, og du er på internettet. Ingen ledninger. Det samme princip ligger til grund for de nye trådløse kontakter, der netop nu sendes på markedet. De kan monteres på hvilken som helst overflade, også glas, klinker og fliser. Og det er ikke længere nødvendigt at bore eller fræse, for de nye kontakter fungerer ved hjælp af radiosignaler og kan sættes op lige, hvor man ønsker det. Det nye trådløse system er en smart løsning, når det gælder tænd/sluk funktioner i trappeopgange, kælderrum, lange korridorer eller udendørs i garage og cykelskur, som nu kan betjenes trådløst indefra. Ud over, at lys og elektriske apparater kan betjenes fra flere og nye steder i boligen, giver systemet også mulighed for intelligent lysstyring i eksisterende boliger. - Med det nye trådløse system får man en række funktioner, som tidligere var forbeholdt nye boliger – blandt andet kan man lysdæmpe boligens lamper og skabe lysscenarier, hvor flere lamper tændes på én gang, måske endda med forskellige lysstyrke, ligesom man kan lave sluk alt, når man går ud af hoveddøren, fortæller Carl Trock, administrerende direktør i Lauritz Knudsen, der har udviklet det nye system, LK IHC Wireless. Renoveringslet løsning IHC står for Intelligent House Concept, og Lauritz Knudsen har i en årrække solgt intelligente el-installationer til nybyggeri. Nu er turen kommet til eksisterende boliger. På grund af arbejdet med at lægge kabler i bygningen har intelligent el primært været forbeholdt nybyggeri. Med det nye trådløse system kan også ejere af eksisterende boliger få intelligente el-løsninger, ligesom det bliver meget lettere at renovere el i boligen. - Vi er meget stolte over vores nye trådløse system, som markerer starten på en helt ny generation af el-materiel. Det vil gøre det nemt at renovere el i boligen og giver generelt helt nye muligheder på el-området. Ved at anvende de trådløse systemer i for eksempel indretningen af handicap- og ældreboliger, kan man gøre disse grupper mere selvhjulpne – og dermed bidrage til større livskvalitet hos svage grupper, siger Carl Trock. Det nye trådløse system, IHC Wireless, kan købes gennem danske el-installatører.