Skole og ungdom i fokus i det nordiske venskabsbysamarbejde
Af Jens Frederik Jørgensen, kommunaldirektør i Hvidovre Kommune
l Rammerne for det nordiske venskabsbysamarbejde mellem Oppegård (Norge), Sollentuna (Sverige), Tuusula (Finland) og Hvidovre blev debateret og fastlagt på det 4-kantmøde, der blev afholdt i Sollentuna i juni måned. Fra Hvidovre deltog viceborgmester Milton Graff Pedersen, KB-medlem Peter Broholm, kulturdirektør Erik Pedersen og kommunaldirektør Jens Frederik Jørgensen. Skole- og ungdomsarbejdet vil være i fokus i de kommende 2 år. I 2007 skal Hvidovre kommune arrangere venskabsspil. Denne gang er det en kombination af idrætskonkurrencer for 16 unge fra hver venskabsby, musikstævne for 7 fra hver by og endelig 3 fra hver by med tema dans og bevægelse. Fra hver by deltager 4 lærere. I alt bliver der tale om 120 deltagere, der skal indkvarteres i private hjem i de 3 dage venskabsspillet varer. I 2008 afholdes den traditionsrige spejderlejr for venskabsbyerne i Tuusula. Forarbejdet hertil er også allerede i gang. Skolesamarbejdet Siden 2002 har der været et intensivt samarbejde mellem 8 skoler i de 4 venskabsbyer. Samarbejdet kaldes Nordenskoler. 4 lærere og 2 skoleledere fra hvert land mødes hvert andet år med henblik på udveksling af lærererfaringer og ledelseserfaringer. Fra Hvidovre har Gungehusskolen og Avedøre Skole deltaget. Samarbejdet har et meget konkret indhold og de deltagende skoler så gerne et årligt møde. Det fandt 4-kantmødet ikke, at der var økonomisk grundlag for. På det tekniske, sociale og kulturelle område udveksler cheferne for de pågældende områder årligt konkrete erfaringer. De 4 venskabsbyer står som oftest over for de samme udfordringer, hvorfor erfaringsudvekslingen er meget nyttig. På 4-kantmødet orienterede Hvidovres repræsentanter om den igangværende kommunalreform, som også er et emne, der er til debat i de 3 øvrige lande. Finsk besøg Fra den 2. til 4. august i år besøger en delegation af politikere og embedsmænd fra Tuusula Hvidovre som led i et årligt strategiseminar. De finske gæster ønsker specielt at høre om kommunalreformen i Danmark og besøge institutioner inden for ældreområdet. Endelig ønsker de finske gæster at besøge Avedørelejren, da den militærkaserne, der findes i Tuusula, skal overgå til civile formål. De finske gæster håber at hente inspiration fra Hvidovre om, hvorledes en kaserne kan omdannes til en levende bydel. Under besøget i Sollentuna var der blandt andet arrangeret et besøg i en ny bydel i Sollentuna - Silverdal, der rummer både ejerboliger, virksomheder og offentlige institutioner. Sollentuna, der i dag har over 60.000 indbyggere, forventer i de kommende år at få 7.000 nye boliger. Sollentuna viste også gæsterne et ungdomsprojekt - "Det blå rum". Der er tale om et mødested for unge over 16 år. Stedet er istandsat af de unge i form af et "Roomservice"-projekt, som blev fulgt at det svenske TV5, der har sendt en udsendelsesrække om projektet. Hovedformålet med projektet er at få unge i arbejde, da der er stor ungdomsarbejdsløshed i det område, hvor "Det blå rum" ligger. Området har tillige en høj koncentration af indvandrere. Sollentuna arbejder med mange forskellige "kvarterløftslignende" projekter i området omkring Malmvejen - ud fra devisen om ikke at lægge alle æg i samme kurv. Det nordiske venskabsbysamarbejde er således stadig fyldt med initiativer og inspiration 60 år efter det startede.