Kajak-roerne stærke på ski
Flere guldmedaljer til Kajakklubben ved det netop afviklede DM
l LANGREND: Ved det netop afviklede DM i langrend, der foregik på Kvitåvatn i Norge, var Hvidovre Kajakklubs skiafdeling flot repræsenteret. Odense Skiklub var arrangør, og såvel arrangør som deltagere savnede sne i de første par dage. Det lykkedes dog at afvikle bl.a. duathlon, hvor der skiftes ski og løbestil halvvejs i løbet, så den første del løbes i klassisk stil, mens der løbes skøjtestil i den sidste halvdel af løbet. Jens Jørgen Mortensen fra Hvidovre Kajakklub sikrede sig guld på 20 km. duathlon i klassen herre 35-39 år. Efter afviklingen af duathlon begyndte sneen at falde, og den megen nysne gjorde underlaget ekstremt tungt at køre på. Det gjorde især den afsluttende lange distance på 42 km. til en hård udfordring. Alligevel lykkedes det for Hvidovre Kajakklubs løbere at få flotte placeringer, da Jens Jørgen Mortensen vandt klassen herre 35-39 år, og Gøther Mathisen kom ind på en flot 8. plads i herre 50-54 år. På den korte distance blev det til to guldmedaljer til Hvidovre Kajakklub. Hos damerne fik Rikke Larsen guld i klassen 17-18 år over 10 km., mens det hos herrerne var Jens Jørgen Mortensen, der tog guld over 15 km i klassen 35-39 år. I sprint-stafetten over 8 x 1250 m blev det til et tæt og spændende opgør om bronze-medaljen mellem Hvidovre Kajakklubs par med Per Larsen/Jens Jørgen Mortensen og et par fra SSP i Grønland. Føringen vekslede flere gange, men til sidst løb parret fra Hvidovre Kajakklub af med sejren og kunne glæde sig over bronzemedaljen.