Kærlighedens symbol er en rød rose
Valentins dag nærmer sig, og hvad er mere nærliggende end at give en rød rose til den, man elsker
Det er altid dejligt at få blomster. Men skønnest er det at få dem af den, man elsker. Valentins dag, den 14. februar, er kærlighedens dag, og intet tidspunkt er mere oplagt at give blomster på end netop denne dag. Derfor har Poulsen Roser A/S sørget for, at der er rigeligt med røde roser i butikkerne op til den romantiske mærkedag. En flot buket langstilkede, røde roser lyser op og spreder glæde i denne mørke vintertid. Og symbolet er ikke til at tage fejl af: Kærligheden blomstrer. Men der er også andre varianter af den klassiske blomst, der er yderst velegnet som Valentin-hilsen. Poulsen Roser A/S står bag to oplagte valg, potteroserne Fashion(TM) og Karina(TM). Begge sorter er kendetegnet ved masser af mørkerøde knopper, der bliver til de skønneste, røde, fløjlsbløde rosenblomster, når de folder sig ud. Fordelen ved potteroserne er, at de har en væsentlig længere levetid en den afskårne rose. Helt op til en måned vil den lille rosenplante folde den ene blomst ud efter den anden. Det eneste den kræver, er en jævnlig vanding - enten i underskålen eller i en anden skål, hvor planten blot skal stå 10 minutter, før den er klar til at vende tilbage til sin plads på stuebordet, i vindueskarmen, på klaveret eller hvor den ellers klæder hjemmet bedst. Når potterosen er ved at være afblomstret, er der stadig masser af liv tilbage i den. Bliver den klippet helt ned og placeret køligt, kan den uden problemer plantes ud i en potte på terrassen, når varmegraderne igen vender tilbage. Så vil den hele sommeren igennem blomstre flittigt og gøre sit til at holde liv i kærligheden. Valentins-dagen er et levn fra det gamle romerrige. Selvom kristendommen endnu ikke var indført, lod præsten, Valentinus, bysbørnene gifte sig. Det var Claudius II ikke tilfreds med, for han fandt ud af, at det ikke var nemt at lokke unge, gifte mænd med til fronten. Valentin blev derfor fængslet. Bag de tykke mure mødte Valentin fængselsbetjentens datter, der var blind, og som et mirakel kunne pigen pludselig se igen. Den slags hokuspokus kunne Claudius II slet ikke acceptere, så han dømte omgående Valentin til døden. På dagen for halshugningen, den 14. februar år 270, skrev den dødsdømte mand et brev til pigen, som han sluttede med ordene: "Hilsen din Valentin". Siden har alverdens lande fejret Valentin-dag i kærlighedens navn den 14. februar.