1.000 kWh/året pr. person
l 65 procent af københavnerne har generelt ingen anelse om, hvor meget elektricitet de bruger om året, viser ny undersøgelse. Derfor kører Elsparefonden en stor kampagne for at fortælle danskerne, at et fornuftigt elforbrug snildt kan holde sig inden for 1.000 kWh/året pr. person. Miljøminister Connie Hedegaard håber, at rigtig mange vil tage kampagnens budskab til sig. De fleste københavnere ved ikke, hvor meget elektricitet de bruger om året - og det selvom størstedelen svarer, at de er opmærksomme på at begrænse deres strømforbrug i hverdagen. Det viser resultaterne af en ny undersøgelse, som Elsparefonden har udarbejdet for at undersøge danskernes viden om og forhold til deres elforbrug. I dag ligger det gennemsnitlige elforbrug for folk, der bor i hus, på 1.535 kWh/året pr. person, og det er et tal, der snildt kan reduceres. Elsparefonden lancerer derfor nu et pejlemærke for et "sundt" elforbrug, som ligger på 1.000 kWh/året pr. person – eller 1.500 kWh/året hvis man bor alene. - De fleste danskere ved, hvor langt deres bil kan køre på literen - om den kører mange eller få kilometer på en liter benzin. Vores undersøgelse viser, at syv ud af ti danskere ingen viden har om, hvorvidt de bruger meget eller lidt strøm. Vi vil gerne hjælpe danskerne på vej og give konkrete råd til, hvordan elforbruget kan reduceres, uden at det går ud over komforten. Her er der behov for et pejlemærke, for hvor elforbruget kan eller 'bør' ligge, siger Göran Wilke, sekretariatschef i Elsparefonden, og fortsætter: - På vores nye hjemmeside får man konkrete handlingsanvisninger til, hvordan elforbruget kan begrænses. Gennem konkrete sparetips, familieeksempler og en simpel regnemaskine, der regner på elapparaterne i hjemmet, får man både overblik over sit forbrug og kontante råd til, hvordan man kan komme ned på de 1.000 kWh/året pr. person. Besparelser for miljø og økonomi Bliver danskerne mere opmærksomme på deres elforbrug vil det både være godt for miljøet og for privatøkonomien. Hvis en almindelig familie følger Elsparefondens anbefalinger, kan de spare op til flere tusinde kroner på elregningen. Ganger man tallene op, vil det betyde en årlig besparelse på 3.6 mia. kroner på den samlede danske elregning - et beløb, der svarer til det årlige elforbrug for en by med 1,5 mio. indbyggere, hvilket igen svarer til ca. 1 mio. tons CO2. - Med introduktionen af pejlemærket på 1.000 kWh skaber vi en direkte sammenhæng mellem fondens indkøbsråd om A-mærkede produkter, bærbare pc'ere, A-pumper mv. og det samlede elforbrug. Samtidig giver vi folk noget konkret at gå ud fra, når de ser den næste elregning, siger Göran Wilke. Politisk opbakning Elsparefondens nye initiativ falder i god jord hos miljøminister Connie Hedegaard, der gerne ser, at danskerne tager mere ansvar over for miljøet: - Den globale opvarmning har stillet os overfor en kolossal udfordring. Den gør det nødvendigt, at vi alle hjælper med at reducere udledningen af CO2. Nye internationale aftaler og nye politiske initiativer er uhyre vigtige, men denne 'store' miljøpolitik må og skal bakkes op af den 'lille miljøpolitik', - altså de små, men vigtige valg, vi alle sammen foretager hver dag, siger Connie Hedegaard og fortsætter: - Alene ved at skifte én 60 watt pære ud med en energispare-pære, kan man for eksempel nedsætte sit årlige CO2-udslip med 40 kg. Elsparefondens kampagne sætter fokus på vores konkrete muligheder for at reducere el-forbruget. Den viser, hvordan vi på én gang kan spare penge og mindske CO2-udledningen. Den gør det nemt at løfte vores personlige ansvar. Jeg håber, at rigtig mange vil tage kampagnens budskab til sig, lyder det fra miljøministeren.