Loppemarked druknede i regn
Da det populære Strandøre loppemarked med 41 tilmeldte "lopper" åbnede for salget ved 10-tiden i søndags, brød himlens sluser løs. Alt hvad der kunne skåne de mange salgsboder med varer for vandmasserne, måtte i hast findes frem. Kun få kunder havde trodset regnen, og der blev derfor kun handlet i et meget begrænset omfang. Arrangørerne beklager naturligvis det dårlige vejr, hvilket i øvrigt også var medvirkende til at der ikke var opkrævning for stadepladser. - Vi håber, at hverken kunder eller "lopper" har tabt modet, vi glæder os til et godt og forhåbentligt tørt gensyn i 2007, siger Jan Christensen og Finn Hansen.