Sangeftermiddag på dansk
Spil Dansk Dag med fællessang i Strandmarkskirken i morgen eftermiddag
I anledning af Spil Dansk Dagen er der sangeftermiddag med sognepræst Bente Simonsen og organist Lars Petersen i Strandmarkskirken. Den sidste torsdag i oktober bliver der holdt Spil Dansk Dag, hvor der bliver sat fokus på den danske musik. Musik er en vigtig del af vores kulturelle liv og fortæller ofte musikalske historier om den dagligdag der omgiver os alle. I Danmark har vi en stor musiktradition indenfor mange genrer, og med Spil Dansk Dagen inviteres alle til at sætte fokus på dansk komponeret musik og berige hinanden med nye, gode og nære musikoplevelser. Spil Dansk Dagen markeres i hele landet med en lang række arrangementer, hvor der både er koncerter og fællessang på programmet. I Strandmarkskirken er det sognepræst Bente Simonsen og organist Lars Petersen der sætter tonen an til fællessang, når der inviteres til sangeftermiddag torsdag den 26. oktober kl. 16.30. Der bliver blandt andet mulighed for at være med til at synge sangen "Venter på lidt solskinsvejr”, med tekst af Iben Bohr og melodi af Lars Philip Nørtoft. Sangen er kåret som Årets Danske Sang 2006.