"Knudepunktet" med 5 massører på plads i Bytoften
Fra den store 5 værelses lejlighed i Bytoften 5, 1. th driver Carina Knudtzon nu sin massørvirksomhed "Knudepunktet". Det sker efter flytningen fra det indre København, hvor parkeringsforholdene for kunderne efterhånden var for dårlige. Knudepunktet er en veletableret virksomhed, der i øjeblikket beskæftiger 5 massører med yderligere 5 tilknyttet firmaet. Man gør sig både i enkeltkunder og i firmamassage. Et marked Knudepunktet har etableret sig godt og grundigt på. - Det er gået op for mange virksomheder, at udgiften til massage er godt givet ud. Medarbejderne kommer af med deres skavanker, og det giver færre sygedage. Massage giver også øget velvære og effektivitet - og loyalitet overfor arbejdspladsen. Det er et godt signal at give frynsegoder i form af massage til de ansatte, mener Carina Knudtzon, der kan give massage i alle slags virksomheder, blot "de stiller et lokale til rådighed". Så stiller massøren selv med briks og tilbehør... Men massage er langt fra det eneste, Knudepunktet kan tilbyde. Her finder man også laserterapi, permanent hårfjerning, zoneterapi, og kranio sakral terapi. - Vi kan det hele, smiler Carina. - Mange af vores massører er uddannet i alternative behandlinger, og vi har tilknytning til kosmetologer og andre brancher. Vores store force? At vi er gode til det, vi laver! Knudtzon fremhæver de mange ansatte, der betyder, at det altid er nemt at få en tid, og at firmaet er fleksibelt: Der gives tider både tidlig morgen og sen aften. Hos Knudepunktet findes også massageskole, hvor man på 1/2 år kan uddanne sig til fysiurgisk massør. ark