Næste sommers staudebed
Det er nu på tide at finde ud af, hvilke stauder man vil have i bedet til næste år
Først på efteråret er der sikkert nogle af havens sensommerstauder, der stadig blomstrer. Alligevel er det ved at være på tide at overveje, hvilke stauder man vil have næste sommer. Når man anlægger et staudebed eller planter nye stauder, skal man sørge for, at planterne får de bedste betingelser, og at resultatet bliver en nydelse for øjet. Planlæg bedet Både jord- og lysforholdene har stor betydning for planternes vækst. Hvis jorden er meget sandet, må man holde sig til de nøjsomme planter, som kan klare sig med kun lidt vand. Den mere lerholdige jord indeholder mere næring og holder derfor på fugtigheden. Meget leret jord kan man gøre mere porøs ved at blande den op med grus og kompost. Hvis man på forhånd undersøger, hvornår de forskellige stauder blomstrer, kan man få et staudebed, der blomstrer over den længst mulige periode. Man skal også tage højde for væksttempo og omfang, så bedet hverken bliver for ”tyndt” eller for tæt tilgroet for hurtigt. Det er også vigtigt at tage højde for, hvor høje stauderne bliver. Det ville jo være synd, hvis høje stauder kommer til at dække for de lavere. Derfor er det bedst at bygge bedet op med de helt lave planter forrest og derefter gradvist højere planter bagud eller mod midten, hvis bedet er frit til to sider. Man kan plante stauder både forår og efterår. Planter man om efteråret, har man den fordel, at planten får tid til at sætte sig inden vækstsæsonen, og der er mindre fare for, at den tørrer ud. Inden man begynder at plante, skal jorden renses for ukrudt og tilsættes en god kompostjord. Planten må ikke sættes dybere i jorden, end den har stået før. Når planten er i jorden, skal der vandes godt, og i de efterfølgende uger skal man også være sikker på, at rødderne holdes fugtige. Derfor er det bedste plantevejr, når det er overskyet, og der er udsigt til regn. Passe og forny Når stauderne er afblomstret, kan man klippe dem ned for vinteren, men det er ikke nødvendigt. Mange afblomstrede stauder er faktisk meget dekorative, når der kommer rimfrost. Man bør dog klippe frøstandene af på visse stauder som judaspenge og valmuer for at undgå, at de spreder sig for meget. Efter blomstringen kan man dele stauderne. Man tager de yderste dele af stauden, enten med hånden eller ved at skære dem af med en kniv eller en spade, og så kasserer man den gamle midte. Inden man planter de nye, friske dele igen, skal man rense rodklumpen grundigt for ukrudt. Man bør også rense plantestedet inden genplantningen, og jorden bør tilføres kompost. (LNB)