En crossover
Nissan Qashqai
Nyeste skud på Nissans stamme hedder Qashqai. Navnet har sin oprindelse i en indianerstamme, og Nissan peger overraskende på VW Golf som nærmeste konkurrent. Akselafstanden på Qashqai er af Golfstørrelse. Længden er også sådan nogenlunde, så den store forskel er højde og design. Qashqai er en såkaldt crossover, men den er i bund og grund en almindelig personbil med større frihøjde og et noget bedre overblik over trafikken. Selv om højden er 161 cm, kniber det ikke med køreegenskaberne, og når Qashqai ikke fylder meget mere end en VW Golf, er den også til at manøvrere rundt i tæt bytrafik. Den pæne totallængde giver god plads i kabinen. Der er plads til lange ben på bagsædet. Bagagerummet er pænt uden at være prangende, og så er der meget Renault i den nye Nissan. Fællesskabet med Renault er især synligt i motorrummet, Qashqai starter med en 1,6 motor, men det er 2-liters benzin med 141 hk og de to dieselmotorer, der er interessante. Renaults lille 1,5 dieselmotor fra Renault er peppet op til 106 hk, en interessant motor med lavt olieforbrug, men det er den største model med 2-liters diesel, der bliver Nissans trumfkort. 150 heste til forhjulene er det samme som magt over tingene, og Nissan har endnu et es i ærmet, for flere af Qashqai-modeller fås med træk på alle fire hjul, og i løbet af sommeren kan Qashqai også fås som varebil. Navnet er eksotisk, bilen ligner en rigtig ørkenracer, men den kører som en almindelig personbil, og priserne starter ved 283.000 kr. Priserne for de kommende Van-udgaver er stadig ukendte. (LNB)