Vi holder alle af at være et team...
"HvidovreMalerne" rykker i morgen torsdag den 2. februar ind i Aktivitetscentret, Hvidovregade 49. Der er tale om en lokal kunstnergruppe på 11 medlemmer, der kommer og laver en udstilling med nogle sprudlende og farverige malerier, som man kan glæde sig over i vintertiden. "HvidovreMalerne" blev stiftet den 12. maj 2004 af en gruppe Hvidovreborgere, der var interesseret i at udtrykkke deres fælles interesse for maling og tegning sammen med ligestillede. - Mange af vore medlemmer har dyrket deres interesse på det felt i adskillige år og alle holder af at være et team, der kan støtte og inspirere hinanden, fortæller HELGA ROSENGAARD fra Rishøjvej, der er næstformand i foreningen. - Vi arbejder med forskellige teknikker fra akvarel-, akryl- og oliemaling til tegning med blyant eller tusch. Maleriernes størrelse er individuelle lige fra 20x20 cm til 50x60 cm, og billederne spænder fra det naturalistiske til det abstrakte. Der er ophægning i Aktivitetscentret i morgen torsdag, og udstillingen kan ses helt frem til den 2. marts.