Nægter at flytte ind i ufærdig lejlighed
En andelshaver er dybt skuffet og ked af byggeprojektet i Avedørelejren, som skulle have været indflytningsklar 1. januar...
Hvad skal man stille op med sådan en mand? Jeg ved det ikke, siger Helle Vemmelev opgivende. Hun købte sidste år en projekt-andelslejlighed til 305.000 kroner på 60 kvm i Kompagnistokken, Avedørelejren. Byggeriet skulle stå færdigt den 1. januar i år, men indflytningen blev, forståeligt nok på grund af den hårde vinter, udskudt en måned. Der er nu gået 6 1/2 måned, og beboeren nægter stadig at flytte ind, da arbejdet endnu ikke er færdigt. De fleste andre beboere er rykket ind, men udelukkende fordi de ikke har andre steder at bo eller ikke har råd til to huslejer og eventuelle advokat-omkostninger, pointerer Helle Vemmelev som heldigvis stadig kan bo i sit gamle hus. - Kunne de ikke bare have været ærlige og sagt at byggeriet ville stå færdigt 3 måneder efter den oprindelige tidsplan, men det havde jo selvfølgelig kostet firmaet tre huslejer per lejemål. Mangelliste Efter afleveringen af byggeriet blev der udfærdiget en mangelliste, som delvist er udbedret, hvilket har ført til en mangelliste nummer 2. En vandskade, hvor vand fossede ned ad væggen i soveværelset, gjorde at hun nægtede at tage boligen i brug. - Jeg vil ikke bo et sted, hvor jeg skal sætte spande til opsamling af vand, slet ikke i nybyggeri. Jeg har jo ikke boet i telt før, så jeg ved godt hvordan standen burde være, oplyser hun nikkende bestemt med hovedet. Disse mangler er nu tilnærmelsesvist udbedrede, der er dog stadig en badeværelsesdør som sprækker og skaller i laminaten. Flere gange er dette blevet påtalt overfor byggefimaet, men intet er sket. Beboeren vil ikke benytte brusenichen før dette er bragt iorden, for ikke at blive beskyldt for selv at have påført døren fugt. Det sidste halve år har der været et renderi af håndværkere for at færdiggøre lejlighederne, hvor hun har været nødsaget til at videregive nøglen til overboen, da de kom et utal af gange i tide og utide, hvor hun ikke kunne tage fri for at være der. Den største skuffelse Det som berører andelshaveren mest er udendørsarealerne, som skulle, ifølge projektets udformning, have været grønne oaser med græs og hyggeligt gårdmiljø. Byggeriet er delt op i 5 længer, hvor der mellem hver bygning findes arealer, som skal benyttes som fællesområde for foreningens beboere. Et af de fire grønne væresteder er færdiggjort og står flot med nydeligt græs og pavilloner, men de sidste tre mangler og beboernes have er et vildnis i en meters højde. Jorden er ujævn og fuger fra maskiner gør området til et uigennemtrængeligt terræn. Kunne ikke mere Efter mange skriftlige henvendelser sendt til bygherren og entreprenøren Kay Wilhelmsen, er Helle Vemmelev træt af situationen. - Jeg har prøvet at skrive til dem på flere måder, både vredt, hårdt, bestemt og venligt - men lige lidt fremskridt ser jeg. Jeg kan da ikke slæbe mine børnebørn her hjem til ræve- og kattelorte, fortæller kvinden pegende mod vildnisset, hvor hun burde have tilbragt sommeren. Konduktøren på projektet Erik Green har flere gange lovet bod og bedring, men intet er sket. -Han er den type der kan sælge sand i Sahara, og han lovede i marts måned rullegræs på arealerne, men det bliver ved de tomme løfter. Vejret fik skylden for det ikke udførte arbejde, som enten var for varmt, koldt, for vådt eller for tørt. Redaktionen erfarer, at utilfredsheden er enslydende blandt andre beboere - trods Helle har fået at vide af ejendommægleren, at hun er "den eneste som brokker sig på den måde". - Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, andet end at fraråde alle jeg kender til at undgå byggeprojekter, hvor K.W er indblandet. For det er utrolig hårdt og giver mavesår, fortæller hun med vidtudspilede øjne. Hendes advokater er også blevet informeret om sagen, og den første melding hun fik fra dem var; Hvorfor Helle? Hvorfor Kay Wilhelmsen? Flere sager med K.W. som entreprenør - var de ganske bekendte med. At sælge lejligheden er ikke aktuelt, da der ikke er købere til det ufærdige projekt. Helle Vemmelev, mener at beboerne er blevet holdt for nar siden den 1.februar. Erik Green sagde hver gang vi henvendte os, at der ville gå 14 dage så var problemerne løst. På den måde har han udskudt færdiggørelsen overfor en bestyrelse, som ikke har været stærk nok i denne sag, fastslår andelshaveren. Teknisk Forvaltning Hos Teknisk Forvaltning er man udmærket klar over problemerne, og forsøger også at holde Kay Wilhelmsen op på det lovede stykke arbejde. -Det er bare generelt med de entreprenørfirmaer, at når arbejdet er leveret, så har de for travlt med andre projekter til at udbedre fejl og mangler på det afsluttede, konstatere Kjeld Hielscher, Teknisk Forvaltning. Hvorfor sanktionerer I ikke mod entreprenøren angående de planlagte græsarealer? Der er desværre en problemstilling vedrørende lige præcis dette spørgsmål. Det er rigtigt, at Erik Green har lovet at lægge rullegræs ud på arealerne, men desværre er aftalerne indgået mundtligt, og det er derfor svært at holde firmaet op på det. Men vi vil til stadighed fastholde ham på at udføre arbejdet, og blive ved med at rykke firmaet for det. Overfor de nævnte bygninger, er det fem år siden mangellisten skulle have været udbedret, det er den endnu ikke, så det er svært at få håndværkerne ud. Og foreningerne skal også presse firmaerne og lægge økonomiske pressionsmidler på for at få skred i tingene. Burde man ikke stoppe samarbejdet med sådan et firma? - Det skal jeg ikke blande mig i, men man vælger udfra hvem der er gode og billige. Derudover er det et pænt byggeri der er opført, og selve boligerne fungerer som de skal. Læs Erik Greens udlægning af sagen i noten "Skal ikke sørge for rullegræs". bak