Fik lov til at opleve hele verden
Mindeord om pressefotograf Bent K. Rasmussen
Gennem 47 år "fangede" han uforglemmelige øjeblikke rundt om i det meste af verden, han krydsede Atlanten et halvt hundrede gange, - og bragte billeder hjem fra alverdens brændpunkter. Han var også med ved de allerstørste sportsbegivenheder, bl.a. otte Olympiske Lege samt et utal af verdens- og europamesterskaber. Denne "verdensmand" fra Hvidovre, pressefotografen Bent K. Rasmussen er ikke mere. Han var frisk og frejdig da han fyldte 70 år i oktober sidste år, og havde mange gæster ved receptionen i hjemmet på Hvidovrevej. Men i begyndelsen af det nye år blev han ramt af en ondartet kræftsygdom, og døde på hospitalet sidste tirsdag den 11. april. De mange oplevelser til trods, var Bent K. utvivlsomt mest lykkelig for den sidste store rejse, som han foretog - sammen med hele familien - til Thailand i efteråret. Han ville gerne have gentaget den. Bent K. Rasmussen, der fik sin uddannelse i Århus, var i ikke færre end 47 år ansat i det samme bladhus, som fotograf på dagbladet BT. Her vil han blive husket som en hjælpsom og pligtopfyldende kollega, der altid var klar til at rykke ud, hvadenten det var store eller små opgaver. Sporten havde hans store interesse, - ingen tvivl om det, - og foruden billeder til sit blad, hjalp han i årenes løb mange unioner, specialforbund og klubber med fotos, og fik dermed mange venner og gode kontakter. Men han gik heller ikke af vejen for endnu større opgaver som reportager fra f.eks. Amins torturkamre, den kinesiske mur, hemmelige kig bag jerntæppet samt kongelige og ministerielle udenlandsrejser. Han lod sig først pensionere som 67 årig. Herefter kastede han sig med stor ildhu bl.a. over det lokale ældrearbejde, tog billeder til ÆldreRådets blad, sad i bestyrelsen for Det Frivillige Ældrearbejde og lokalrådet i Hvidovre syd. Med det omfattende rejseprogram og mange aktiviteter har fru Inge-Lise og familien selvfølgelig af og til lidt afsavn. Men Bent K. var god til at "være tilstede" når han virkelig var hjemme, og kompenserede ofte med længere ferierejser. De seneste år fik han også tid til at være endnu mere for sin hustru, familien og ikke mindst børnebørnene, der elskede farfar så højt. Bent K. vil blive husket som en altid tjenstvillig og god kammerat. Vi vil huske ham og ære hans minde Bisættelsen finder sted fra Strandmarkskirken på fredag den 21. april kl. 12.30. mads-