For de gamle der faldt..

Sidst i november går Skov- og Naturstyrelsen i gang med at fælde dele af den gamle rønnebærallé på Vestvolden. På stykket fra Holbækmotorvejen til lidt syd for Stavnsbjergvej, vil træerne blive fjernet og stubbene fræset bort. Ved samme lejlighed bliver den lille lund ved Stavnsbjergvej tyndet og rettet af for at skaffe plads til de allétræer, der mangler på dette stykke. De fældede træer vil efter planerne blive midlertidigt oplagret uden for fårefolden langs Stavnsbjergvej. Når de er godt tørre, bliver de skåret til flis, som skal være kørt væk inden 15. august næste år. Erstattes med naur – og kirsebær Når larmen fra save og traktorer har lagt sig, er stammer, grene og træspåner kørt bort fra voldgaden, som så får lov til at ligge bar, forblæst og øde vinteren over. Først når foråret bryder frem, bliver der plantet nyt, men denne gang bliver det naur iblandet enkelte kirsebær. Når rønnebærrene erstattes med nauer beror det på, at det er meget vanskeligt - næsten umuligt - at få røn til at så an, hvor der tidligere har groet rønnebær. Nauer er imidlertid - som rønnebærrene - et forholdsvist lille træ og er derfor valgt som afløser. Indplantningen af kirsebær sker, fordi voldalléen fra gammel tid er iblandet enkelte afvigende træarter, der tilsyneladende blot er kommet med ved en fejltagelse. Det lidt sjuskede - eller afslappede - billede ønskes bevaret, og kirsebær passer godt sammen med nauer, både hvad angår højde og fylde. Gamle, trætte træer Mange har sikkert bemærket, at voldalleen mellem Hvidovre til Utterslev Mose består af både forskellige træarter, og af træer i varierende aldre. Rønnebærtræer af den variant, der kaldes seljerøn eller bornholmsk røn, var før i tiden almindelige overalt på Vestvolden, Den blev brugt både i alleerne og i den tilplantning af voldens forside, der skulle sløre de farlige steder for en evt. angriber. For militæret var det en fordel, at seljerøn ikke bliver så høj, at den rager op over voldkronen, men den bliver heller ikke så forfærdelig gammel. Sidste år segnede det sidste stykke rønnebærallé i Rød-ovre kommune af ælde, og det sidste, der nu er tilbage af Vestvoldens gamle rønnebæralléer, er et stykke i Hvidovre. Det begynder midt mellem Avedøre Tværvej og Stavnsbjergvej og slutter ved motorvejen. Seljarønen forsvinder – for en tid De mere end 100 år gamle seljerøn er kloner, og de er derfor meget ens, hvilket er med til at give rønnebæralléen i Hvidovre et særligt udtryk, der er værdsat af mange. For ikke så mange år siden, blev den gennemgået af en 'trædoktor', der lidt optimistisk skønnede, at der endnu var 10 til 15 år tilbage i træerne. Alderen tager imidlertid ud sin ret, og den sidste storm var hård ved den, og det var ikke mindst det stykke ned mod motorvejen, der nu udskiftes, som det gik ud over. Det sidste stykke af rønnebærsalléen - ud for Avedøresletten - får lov til at stå, så længe den kan, men der skal næppe mere til end en enkelt storm, før det er slut. På noget længere sigt vil et stykke med gammel løn op mod Avedøre Tværvej blive erstattet med røn. Alt tyder imidlertid på, at lønnen holder længere end rønnen, så vi må nok forberede os på, at rønnebærtræerne for en tid vil mangle i voldalléen gennem Hvidovre. En skrøne Voldsalléens meget uens præg beror, som allerede antydet, delvis på, at dele af alléen er blevet udskiftet tid efter anden. En del af træerne slog ikke an, andre blev udskiftet eller fjernet, fordi de blev syge eller af andre grunde, sådan som det skete med en række abild (æbletræer) ved Husum. Noget tyder imidlertid på, at voldalléen allerede fra starten var sammensat af forskellige træarter, og det har der været spekuleret meget over. En udbredt forklaring er, at denne allé - der vist nok stadig er landets længste - var en uoverkommelig opgave for 1800 tallets planteskoler, og militæret var derfor nødt til at samle planter sammen fra alle Sjællands planteskoler. Og det var ikke engang nok, så de sidste var man nødt til at hente materiale i Skåne. Indtil Storebælt broen blev bygget, var Købehavns Befæstning den største entreprenøropgave, der var løst her i landet, og det er nok dét, som historien om alléplanterne afspejler. Samtiden oplevede byggeriet som en gigantisk og uendelig anstrengelse. Arbejdet stod på i mere end 10 år, og tidvis var - bare på Vestvolden - mere end 2.000 mand i gang samtidig med skovl og trillebør. I virkeligheden var der næppe brug for mere end 3.750 alléplanter, og de blev ikke en gang leveret samtidig, idet alleen syntes plantet over en længere årrække, måske fordi militærets egne planteskoler ikke kunne følge med. De mange træsorter er derfor nok udtryk for et bevidst valg, og det er ikke tilfældigt, at man har valgt den fugt elsken-de ask til det våde stykke syd for Køgevejen. Man har kort sagt i et eller andet omfang valgt træer efter naturforholdene. Hærens planteskoler Efterhånden som forsvarsværkerne blev færdige op gennem 1880'erne og 90'erne, blev de plantet til med hvidtjørn og brombær, der fungerede som pigtråd. De blev omsluttet af hække, der lukkede offentligheden ude, og vitale dele blev gemt for fjenden bag slørende træbeplantning. Militæret købte sikkert masser af planter, med det anlagde også selv planteskoler, der kunne forsyne forsvars-værkerne med det fornødne plantemateriale. En af disse lå ved Lyngbyfort, og den blev nedlagt og solgt fra, da anlægsarbejderne var afsluttet. Efter forslag fra kommandanten beholdt hæren dog en mindre del, der blev udlagt som have og forsynet med et lysthus til glæde for - ja netop - kommandanten.