Genbrugspladsen skal sortere plastik
Plastik skal genanvendes, derfor søger Genbrugspladsen om ekstra kvadratmeter til at sortere på
l Plastmaterialer skal ikke bare brændes af, siger Genbrugspladsen, derfor har pladsen ansøgt kommunen om en udvidelse af arealet, så der kan indrettes et sorteringsanlæg. Susanne Lindeneg, projektleder fra Amagerforbrænding fortæller: - Det er Amagerforbrændingen, som driver genbrugspladsen i Hvidovre, og det er vores ansvar, at EU's nye regelsæt om plastikemballage føres ud i livet. Reglerne, Susanne Lindeneg omtaler, trådte i kraft den 1. august 2006, og de pålægger medlemslandene at hæve mængden af genbrugt plastik fra nuværende 15-16% til 22%. Susanne Lindeneg forklarer, at der nu skal sorteres i to forskellige typer: plastfolie og hård plast. - Dette vil reducere mængden af plastik, som brændes af, og på den måde positivt påvirke miljøet. Hvad er den hårde plastik for noget ? - Det er sådan noget som eddike- og sprinklerdunke, vandflasker, beholdere fra regøringsmidler og generelt dunke uden pant på. De kan renses og omdannes til noget der kaldes chips. Disse chips kan bruges til fremstilling af for eksempel fleece til trøjer. Men vi genbruger ikke dunke med faresymboler indeholdende f.eks. opløsningsmidler, de ryger direkte til forbrænding. Er plastik miljøfarligt affald? - Nej, almindelig plastik er ikke miljøfarligt, det er kun PVC og bromerede flammehæmmede, der er problematiske. Disse typer stammer fra elektronikaffald. Det insamler vi også, men den videre forarbejdning med henblik på genbrug er ikke vores ansvar. Vi har fundet et firma, som tager sig af denne opgave. Almindelig plastik udgør kun et problem, hvis den efterlades i naturen, fordi den ikke kan nedbrydes. Genbrugspladsen ser frem til en godkendelse af sit nye og større areal. Godt nok er det udenfor lokalplanens område, men Genbrugspladsen har tidligere fået dispensation sidst gang i 1997, da man etablerede den ny afsætningsplads. Teknisk Forvaltning forventer at lovliggøre udvidelsen fra 1997 sammen med det nye areal til plastik. jr