Råd om post i ferietiden
En fyldt postkasse signalerer et tomt hus. Sådan tænker mange indbrudstyve desværre også. Det er derfor en god ide at overveje, hvordan man forholder sig med hensyn til posten i sommerferien. Postmester på Hvidovre Postkontor, Svend Heiselberg, anbefaler følgende vifte af gratis flytteløsninger: Adresseetiketter med ferieadresse - løsningen, når man har nogen til at se efter boligen og selv vil bestemme, hvilken post man vil have sendt til ferieadressen. Konvolutter til at eftersende posten i - løsningen, når man har nogen til at se efter postkassen og gerne vil have eftersendt flere forsendelser på én gang . Posthuset opbevarer posten - løsningen, hvis man ikke har nogen til at tømme postkassen, ikke har brug for sin post, men ikke ønsker at en fyldt postkasse skal signalere, at man ikke er hjemme. Postbuddet omadresserer - en god løsning, hvis man er væk så længe, at man har brug for at få eftersendt al sin post - og ikke har nogen til at klare det for sig. En midlertidig flytning skal vare mindst en uge. Omadressering af dagblade - abonnerer man på et dagblad, er den bedste løsning at bestille omadressering direkte hos udgiveren - det er den hurtigste måde at få avisen med sig på ferie på. Omadressering til udlandet - vær opmærksom på, at man skal betale prisforskellen mellem det beløb forsendelsen oprindeligt var frankeret med (den danske porto) og prisen for forsendelsen til den midlertidige adresse i udlandet.