Hentet tilbage med succes
HIF-spilleren Bo Pedersen var sat af men kom med på afbud
l HÅNDBOLD: HIF's håndboldherrer spillede i søndags i Helsinge mod det lokale Team. Kampen endte med sejr på 33-30 til HIF, der var bagud hele 19-12 ved pausen. - Det var en meget underlig og til tider rædselsfuld oplevelse, mente træner Bo Taylor efter kampen. - Jeg har i mine år som herretræner ikke været ude for noget lignende. Vi spillede bare så skidt og uengageret på et niveau, som nok ikke en gang er divisionsbold værdigt. Heldigvis kunne vi tale os til rette i pausen. - Det er jo et topholds styrke, at man kan rejse sig og ændre tingene undervejs, og det gjorde vi. Indenfor de første 5 minutter af 2. halvleg scorede vi 4 mål, og så var der ellers ved at være kontakt. Men 10 minutter før tid var vi stadig bagud med 3 mål. Her blev koncentrationen så skærpet en ekstra grad, så vi vandt de sidste 10 minutter 8-2... - Vore tre venstrehænder Jacob Rasmussen, Bo Pedersen og Jesper Andersen scorede alene 14 mål, og det er lang tid siden, hvis det overhovedet er sket før, at de var så markante. Bo Pedersen var egentlig sat af, fordi han ikke påtog sig ansvar. Men Jacob Jørgensen måtte melde fra, og så kom Bo Pedersen igen med, Han var ikke med de første 15 minutter, men spillede så fuld tid og gjorde det fremragende... eb