Et historisk forlig
"Hvad udad til tabes skal indad til vindes" - alle partierne rykkede sammen og deltog aktivt i udformningen af det nye budget
Der er for første gang indgået et budgetforlig som, hele kommunalbestyrelsen står bag. - Det er historisk, siger Britta Christensen, det er ikke sket før i min tid som borgmester. Så der er stor ros til alle partier for det gode og konstruktive samarbejde. Men inden forliget var hjemme, var der gået nogle lange arbejdsdage specielt for borgmesteren og viceborgmester, Milton Graff (A). - Men det gør ikke noget, siger Britta Christensen, for det har været vigtigt for Socialdemokratiet at vise, ikke kun i ord men også i handling, at vi var rede til det brede forlig. "Når riget er truet, rykker borgerne sammen", - og denne gang hed fjenden kommunalreformen. Reformen har vanskeliggjort budgetlægningen, fordi usikkerheden om de overordnede rammer for økonomien har præget hele forløbet i Hvidovre kommune. Men heldigvis har arbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen været godt pga. den aftale om åbenhed og dialog, som blev aftalt partierne imellem helt fra den tidlige budgetfase. Kommunalbestyrelsen har valgt at stå sammen om et budgetforlig, fordi regeringen i 2006 beskar Hvidovres serviceramme med 23 mill kr. Det har gjort tingene vanskeligere for kommunen. Blandt andet har det været nødvendigt at udvide puljen til uforudsete udgifter Hovedlinier i budgetforliget De to institutioner Mågen og Strandøre bevares, og derved bliver der pladser nok uden at lave merindskrivning. Folkeskolen tilføres ekstra 2,3 mill til læseprojektet, en styrket indsats i faget dansk samt nye bøger. Der sættes også penge af til oprettelse af skoleboder, ligesom vandposterne i skolegårdene vil blive genåbnet for at komme sodavandsforbruget til livs. SSP, social, skole og politisamarbejdet styrkes med et endnu ikke fastsat million beløb til forbyggende og opsøgende indsats. Det nye sundhedscenter (i Teknisk Forvaltnings lokaler) tilføres 1. mill ekstra. Hjemmehjælpen tilføres øgede ressourcer for at sikre omsorg for de svageste ældre. Fodbolden i Avedøre får sin længe ventede kunststofbane samt to aflastningsbaner. Avedørelejren får penge til sit museumsprojekt. Samtlige besparelser på folkeoplysning og foreninger er droppet. Der afsættes flere penge til sanering af fortorve via en tilgængelighedspulje, så ældre og handicappede ikke skal falde over skæve fliser og kantstene. Sidst får miljøet et løft med en Agenda 21 medarbejder. Britta Christensen er glad for budgetforliget for 2007, men forude venter nye udfordringer. Fra 2009 kommer kommunen til at mangle et to-cifret mill beløb, men måske kan et salg af Dybenkærsgrunden med nye boliger og skatteborgere til følge skæppe lidt i pengekassen. Budgettet skal 2. behandles på mødet den 10. oktober, - Men det burde gå glat, da hovedparten allerede er på plads, lyder det fra borgmesteren.