Ole Bærentzen "fyret" fra Radio Hvidovre
Ny bestyrelse og Mogens Fenger som ny daglig leder af radioen
l Den daglige leder og stifter af den næsten 10 år gamle Radio Hvidovre, Ole Bærentzen, er blevet bedt om at aflevere sine nøgler og radioens OB-bil, afregne det skyldige, samt afhente sine ejendele. Hans nærværelse er ikke længere ønsket på Radio Hvidovre. Det skete altsammen på en ekstraordinær generalforsamling i Radio Hvidovre i sidste uge, hvor radioen endelig fik valgt en fyldgyldig bestyrelse, hvis fornemste opgave skal være at bringe orden og system i tingene. Som ny formand valgtes Ragnhild Fenger, mens Johnny Larsen og René Ljungberg indtræder i bestyrelsen. Daglig leder af Radio Hvidovre bliver Mogens Fenger, der også tidligere har haft sit virke på radioen, men havde store samarbejdsvanskeligheder med Bærentzen. - Vort ønske er nu at der bliver ro om Radio Hvidovre, så vi kan koncentrere os om at lave gode udsendelser for lytterne, siger Mogens Fenger. - Vi har fået en pæn behandling og modtagelse fra såvel Hvidovre Kommune som Kulturministeriet. Jeg ser også meget gerne et tættere samarbejde med Hvidovre Nærradio, da vi jo sender på samme frekvens og kender hinanden godt. Den 27. februar skal vi have et møde med kommunens kultur- og fritidsudvalg. Starter egen radio Ole Bærentzen, 58 år, begrunder udsmidningen fra Radio Hvidovre med bl.a. uenighed omkring den redaktionelle linie. - Fenger ønsker at lave musikradio. Forleden spillede han musik fire timer i træk, og det var ikke musik for voksne mennesker. Og han har ikke fattet, at han skal betale Gramex-penge for musikken. Dertil kommer, at han er for sent ude med at forny sendetilladelsen. Men vigtigst er, at jeg vil bringe lokalt stof. Og derfor har jeg taget konsekvensen og laver nu en radio på samme frekvens ved navn Hvidovre Lokal Radio, siger Bærentzen. - Hvidovre Lokal Radio skal drives af mig og mine støtter, bl.a. Ian Kvelland. Jeg har søgt om sendetilladelse i Mediesekretariatet i Kulturministeriet, og når den foreligger, vil jeg bede Kultur- og Fritidsudvalget om lokaler, forhåbentlig på Strandmarksskolen. Indtil da kan vi sende direkte fra masten på toppen af Store Hus. Jeg har en afviklingsmaskine, og der er masser af fri tid på frekvensen, omkring 80 %. Så det kan jeg aftale nærmere med Sendesamvirket, slutter Bærentzen. m-/ terf