Hvidovre-skoler ruster sig til cykeldyst
345 skolebørn fra Hvidovre er allerede klar til den landsdækkende cykeldyst Alle Børn Cykler, som skydes i gang efter ferien. Sidste frist for tilmelding er 23. juni
Tilmeldingerne strømmer ind til Alle Børn Cykler-kampagnen, hvor skoleklasser landet over skal dyste om at cykle mest til skole. Til september bliver det intet problem af få ungerne i bevægelse - og enhver diskussion om, hvorvidt cykelhjelmen er nødvendig eller ej, vil forstumme. Der er nemlig størst vinderchancer for cyklister med hjelm i Dansk Cyklist Forbunds børnemotionskampagne Alle Børn Cykler. 36.315 små cyklister over hele landet er allerede klar til start. - I år er vi dobbelt glade for tilmeldingerne. Dels fordi det er så vigtigt, at flere børn får rørt sig dagligt, og dels fordi vi sætter fokus på cykelhjelmene. Vi kan jo ikke lime hjelmene fast på børnenes hoveder, så det gælder om at motivere dem til selv at tage hjelmen på, siger kampagneleder i Dansk Cyklist Forbund i Hvidovre Finn Ivo Heller. Fede cykler i klassesæt ABC-dysten drejer sig om at cykle så meget som muligt til og fra skole i de to uger, kampagnen kører. En cykeldag giver 1 point - har barnet hjelm på, giver den 2 point. Hver klasse er et hold, som konkurrerer med alle de andre klasser om æren og ikke mindst præmierne. I vinderklassen får alle eleverne en flot, ny cykel, og der er også mange mindre præmier på spil. Langhøj flot repræsenteret De fire Hvidovre-skoler, der dyster med indtil nu, er Præstemoseskolen, Langhøjskolen, Gungehusskolen og Enghøjskolen. Suverænt flest tilmeldte elever har Langhøjskolen, som står for hele 157 ud af byens 345 tilmeldte elever. Skolen stiller med 7 klasser. Følg udviklingen på www.abc-abc.dk under Hvem er med. På sigt er ABC-kampagnens mål at give skolebørnene sunde og sikre transportvaner, som de vil tage med sig videre ud i livet. For at nå målet er det nødvendigt, at alle gør en indsats. - Skolerne har virkelig taget Alle Børn Cykler til sig, og det er tydeligt, at de fleste elever er vilde med at cykle. Desværre er nogle forældre nervøse for at lade deres børn cykle i skole. Derfor håber vi, at kampagnen kan vise dem, at børnene faktisk kan cykle selv - og cykle sikkert, siger Finn Ivo Heller. Trafiklegedag og ABC-konkurrence I Hvidovre vil der blive arrangeret forskellige lokale aktiviteter i forbindelse med ABC-kampagnen. - Da vi stadig er i planlægningsfasen, er de enkelte aktiviteter endnu ikke fastsat. Vi ved dog at der bliver en TrafikLegeDag lørdag den 16. september, som henvender sig til børn i aldersgruppen op til ca. 12 år. TrafikLegeDagen har til formål at lære børn lidt om færdselsregler og trafik gennem leg, og der er mulighed for at vinde mindre præmier. Desuden bliver der en lokal ABC-konkurrence for de tilmeldte klasser i Hvidovre, slutter kampagneleder Finn Ivo Heller. Kampagnen kører fra 4.-15. september. Det er gratis at være med, og skolerne kan tilmelde klasser på www.abc-abc.dk frem til 23. juni. Kampagnen arrangeres af Dansk Cyklist Forbund i samarbejde med Trygfonden og med støtte fra Danisco, Politiken og Mosquito. En række kommuner, herunder Hvidovre bidrager som lokale samarbejdspartnere og støtter økonomisk kampagne herunder alle de lokale aktiviteter.