Egoistiske blasfemikere stjæler fra kirkegården
- Jeg har fået stjålet en krans med bær samt grene af enebær over de sidste ti dage, fortæller Erna Jensen ærgerligt
Hvordan kan man få sig selv til at stjæle dekorative tilkendegivelser af kærlighed og respekt - lagt af familie og venner i minde om et afdødt menneske? Om det er et fyrfadslys, en blomst, en krans af blomster, en pude eller stenfigur der stjæles er sagen uvedkommende. Interessant er vel den hjernefunktion som aktiveres, når hænderne samles omkring andres gaver og flyttes til anden grav eller placeres ved siden af flæskestegen på julebordet. Egoismens overherredømme hos disse mennesker må håbes at være psykisk betonet, for man er tilsyneladende ikke bevidst om det henseende og den værdi disse udsmykninger er lagt med. Almindeligt kendt Den konstituerede leder på Risbjerg Kirkegård, René Pedersen, finder intet nyt i, at der forsvinder diverse udsmykninger fra gravstederne: - Det er almindelig kendt på landets kirkegårde, og vi får da en melding om tyveri en gang imellem, men jeg vil ikke betegne det som et kæmpe problem. Det er dog hyppigere omkring højtider, især efter den 20. december, fortæller kirkegårdslederen, der også vil give byens ræve en del af skylden, som løber med de såkaldte puder fyldt med hø og duften af mus. Overvåget Hver dag hører man efterhånden om steder, hvor der stilles foreslag til at sætte kameraer op for at fange eller afværge lovovertrædere. I sommers var det friluftbadet på grund af natlig hærværk, og støjværnene på Gammel Køge Landevej/ Avedøre Havnevej kunne man også fristes til at overvåge, da disse konstant smadres. Men hvor er vi henne, når vi overvejer at overvåge vore efterladte, så de kan hvile i fred på kirkegården? bak