Problemfri dame-dag
HIF's håndbolddamer viste ingen svagheder i svær udekamp
HÅNDBOLD: Eskilstrup er et af de hold i rækken, som er ubetinget bedst på egen bane. Desto flottere var det, at HIF håndbolddamer kunne vinde med sikre 29-18 efter føring med 17-9 ved pausen. - Men man skal se på, at hele holdet leverede en fremragende indsats, hvor vi ikke havde kriser eller svagheder undervejs, forklarede træner Jette Jørgensen efterfølgende. - Vi har tidligere haft nogle minutter, hvor vi er gået i sort og har smidt mange ting væk, men det skete slet ikke i Eskilstrup. Et super godt forsvar og et effektivt kontraspil er hemmeligheden. Vi fik da også den bedst tænkelige start, hvor hjemmeholdet kun scorede 2 mål indenfor det første kvarter, og så er man ligesom i gang. Det er svært at fremhæve nogle fra andre, når niveauet bredt set var højt. Så to gode målmandspræstationer af Maria Lausbak og Sabrina Reutemann, som supplerede hinanden på bedste vis. Rigtig godt suppleret af et godt kæmpende forsvar. De to stregspillere Annette Pedersen og Janne Ager skabte god plads til skytterne og kunne også selv afslutte, og så havde Louise Dam en dag, hvor hun scorede på alt, bortset fra de to første forsøg, som hun misbrugte. Malene Engel er dynamoen, der holder gang i spillet, så det var godt over en meget bred front... - På lørdag tager vi imod Mørkøv i Dansborghallen, der ligesom Eskilstrup er bedst hjemme. Men de har nogle gode skytter, som vi skal dæmme op for. Vi skal samtidig huske alt det gode, vi gjorde i Eskilstrup, og så kan vi også vinde igen...eb