Stolthed og ydmyghed Replik
af Rushy Rashid Højbjerg
l I den forløbne uge - siden Hvidovre Avis bragte nyheden om mit kandidatur som folketingskandidat for Risbjerg - har jeg modtaget mange positive tilkendegivelser. Det har virkelig glædet mig, at borgerne i Hvidovre ikke har vendt det hvide ud af øjnene over udsigten til, at jeg eventuelt skal repræsentere vores kommune på Tinge. Hvidovre-kredsen har i en lille menneskealder været begunstiget af at have sit eget medlem af Folketinget, så det er med lige dele stolthed og ydmyghed, at jeg påtager mig opgaven - i givet fald - at skulle afløse en så solid og erfaren politiker som Per Kaalund. Men jeg vil pointere, at vejen til Christiansborg stadig er lang og usikker. Intet er givet. Jeg håber dog, at jeg kan samle bred opbakning, for ellers kan det blive svært at sikre den fortsatte repræsentation i Folketinget. Risbjergs kandidat I skrivende stund er jeg Risbjergs kandidat. Og kun Risbjergs. Nok har jeg gennem min formand Bjørn Nielsen fået hvisket i øret, at der i de andre bestyrelser er medlemmer, der bakker op om mig som kandidat, deriblandt flere formænd. Denne støtte er jeg glad for og stolt over Desuden - og det har jeg stor respekt for - så skal Hvidovre stille med den stærkest mulige kandidat. Derfor kan og skal ingen allerede nu "lukke feltet" for mulige kandidater, for den demokratiske proces i Socialdemokraterne står over individuelle interesser og præferencer. Dog mener jeg, at det optimalt bør være en lokalt forankret kandidat, der skal holde Hvidovres faner højt i Folketinget. I den forbindelse bliver det ret afgørende, hvordan den fremtidige inddeling af kredsene kommer til at fremstå. Bliver Hvidovre en "sikker" kreds (hvor Brøndby og Hvidovre hører sammen), så vil kandidaturet virke meget tiltrækkende på udefrakommende. Mærkesager senere Personligt accepterede jeg forslaget fra Risbjerg om at blive kandidat allerede i april - og det var netop på et tidspunkt, hvor det så ud til, at Hvidovrekredsen ville blive langt mindre end tidligere, hvorfor chancen for valg ville blive minimeret. Men jeg betragter mig både som borger i Hvidovre og på Vestegnen - og som landspolitisk socialdemokrat - så størrelsen af den fremtidige Hvidovrekreds spiller ingen rolle med hensyn til mit håb om at blive den lokale kandidat. Med disse linier vil jeg ikke gå nærmere ind i mine politiske mærkesager. Det må komme ved senere lejligheder. Men at vores måde at behandle ældre og børn på fylder meget i mit sind, det skal ikke være nogen hemmelighed. Arbejdet med at passe børn og gamle er uhyre vigtigt, og det arbejde skal - ligesom folketingsarbejde - udføres med … stolthed og ydmyghed. Med venlig hilsen Rushy Rashid Højbjerg