Garn går aldrig af mode
Grønlunds Garn i Frihedens Butikscenter fejrer 40 års jubilæum
Fredag den 23. marts kan Grønlunds Garn i Frihedens Butikscenter fejre 40 års jubilæum. Grønlunds Garn åbnede samme måned som Frihedens Butikscenter i sin tid åbnede, og med en strategi om altid at fokusere på kvalitetsgarn har garnforretningen formået at holde fast i kunderne, som i nogle tilfælde er flere generationer af Hvidovre-familier, der kommer i den hyggelige butik. - Jeg kender faktisk fire generationer af Hvidovrefamilier, siger Lone Grønlund, der selv har tre døtre og fem børnebørn. Lone Grønlund overtog i 1988 forretningen fra sine forældre, men hun haft sin gang i forretningen i hele butikkens historie. Derfor kender hun også kunderne særdeles godt, og hun har et bud på, hvorfor det aldrig går af mode med at strikke en lækker hjemmestrikket trøje. - Det er afstressende at strikke. Jeg har for eksempel mange kunder, der vil holde op med at ryge, og så er det rart at have noget andet at tænke på, siger hun. Lone Grønlund har igennem årene fokuseret på både at have plads til kvalitetsvarerne og de varer, der gør striktrøjerne til noget helt særligt. - Jeg går meget ind for rene varer, naturfibre og spændende garner, siger Lone Grønlund. Jubilæet fejres i forretningens åbningstid fredag den 23. marts. key