Så skal vi ud og nyde haven igen
Den lokale gartneritekniker Uno Apold giver gode råd på Frihedens Bibliotek i morgen
Forårsbebuderne er begyndt at titte frem, og vi er gået over til sommertid: Lyset gør, at mange får lyst til at komme i haven og klippe, beskære, rive og feje. Men hvad skal der egentlig til, før haven er forårsklar? Det vil gartneritekniker Uno Apold fortælle om på Frihedens Bibliotek i morgen torsdag den 6. april kl. 19.00-21.00. Og måske kan man også få gode råd om krukker og altankasser? I hvert fald bliver der rig lejlighed til at stille spørgsmål om alt vedrørende forårsklargøring. Uno Apold startede i år 2000 firmaet "Grøn entreprise" her i Hvidovre. Firmaet er en anlægsgartnervirksomhed med forskellige fagfolk ansat og med speciale i biologisk ukrudtbekæmpelse. Adgangskort kan hentes/bestilles på Frihedens Bibliotek, telefon 36 78 30 19 eller email frbibhvidovre.dk.