Erik fra Hvidovre skal spille poker i Las Vegas
Las Vegas - blinkende lamper og glitrende dollarsedler. Spilleborde fyldt med jetoner, kort og rullende terninger, enarmede tyveknægte og roulettehjul, der drejer i ét væk. Det er rammerne for Kanal 5's nye realityformat, Viva Las Vegas, med MORTEN LØKKEGAARD som vært. ERIK SANDHOLT HANSEN fra Hvidovre er med blandt deltagerne. Midt i Nevada ørkenen ligger verdens spille-Mekka nr. 1 - Las Vegas. Byen hvor drømme bliver til virkelighed… Byen, hvor alt kan ske. 13 deltagere tager til Las Vegas for at prøve lykken. Med 100.000 dollars på lommen skal de i løbet af 16 dage sammen satse pengene i forskellige spil for at vinde så meget som muligt til en endelig præmie. En efter en vil de forlade Las Vegas, til der kun er én enkelt deltager tilbage. Vinderen af hele puljen - en pulje, der kan betyde starten på et helt nyt liv. Blandt deltagerne i Viva Las Vegas er 31-årige Erik Sandholt Hansen fra Hvidovre, der har en datter, Matilde på 7 år. Erik har kørt taxa i 7 år, men lever nu som professionel pokerspiller. Han er forfængelig, frembrusende, temperamentsfuld, og har humor og masser af selvtillid. Erik kan lide at være i selskab med andre mennesker og snakker meget. Han interesserer sig for poker, fodbold, løb og kunst og har stor spilleerfaring. Hvad sker der, når man udstyrer 13 helt almindelige danskere med 100.000 dollars og slipper dem løs i Las Vegas? Og hvor mange chancer er Erik villig til at tage for at realisere drømmen om den helt store gevinst? Der er premiere på Viva Las Vegas næste torsdag den 20. april kl. 21.00 på Kanal 5.