Så skal der leges på torvet
Historiens Dag fejres med masser af spændende lege på Hvidovre Torv
Få det store smil frem og kast dig ud i spændende lege fra før joystickets tid, når der på søndag den 30. april fra kl. 13-17 er Historiens Dag på Hvidovre Torv. Teater Vestvoldens Rødder vil indlede dagen på festlig og musikalsk vis inden, at det bliver muligt for alle at træde ind på legenes plads. Dagen vil være fyldt med spændende lege og konkurrencer, hvor der vil være præmier til alle vinderne. Du vil blandt andet kunne deltage i Hvidovremesterskabet i sækkevæddeløb og mesterskabet i løb med æg på ske. Bare for sjov I legen er det vigtigt, at alvoren ikke får overtaget, så der er også gode muligheder for at opleve de mere pjattede lege. Sjippetove, hulahopringe, diaboloer, glaskugler og hønseringe vil således også være at finde på dagen. Derudover kan du prøve lege som Jeg Melder Krig, To Mand Frem For En Enke og Kluddermor. Disse lege vil løbende blive arrangeret, så det er blot at møde op og deltage. Der vil være instruktører ved alle legene. Har du brug for inspiration inden dagen, kan du besøge Hvidovre Hovedbibliotek, hvor du kan se en udstilling med historisk legetøj. Her er alt fra hinkesten til dukketøj. Flyvepladsen leger med Før legene begynder på Hvidovre Torv, kan du bruge søndag formiddag på Avedøre Flyveplads, hvor Aeronautisk Aktivitetscenter Avedøre vil stå for aktiviteterne. Her kan du blandt andet opleve sæsonens første fly, der vil lande fra sidst på formiddagen, på en af Danmarks ældste flyvepladser. Historisk Dag er en landsdækkende begivenhed, der i år bliver holdt for anden gang. Hvert år har sit fokus, og i år er det "Børns leg i historien". Hvidovre fik sin nuværende udformning i efterkrigstiden i takt med velfærdssamfundets udvikling. Historiske lege i Hvidovre må derfor tage udgangspunkt i denne tid, og det er grunden til at legene på dagen vil være fra perioden 1950-1970. I Hvidovre er Historiens Hus, Cirkusmuseet, Børnekulturkonsulent Hanne Krebs, Hvidovre Kulturråd, Hvidovre Hovedbibliotek, Lokalhistorisk Selskab og Aeronautisk Aktivitetscenter Avedøre gået sammen om arrangementet. Mere information kan fås på Historienshus' hjemmeside eller ved at kontakte museumsinspektør Mikkel Knudsen på tlf. 36 78 69 67.