Andelsboligforening vandt over Amagerbanken A/S
Trods tilkendegivelse i Østre Landsret, vil Amagerbanken A/S gå videre mod AVII
Amagerbanken A/S skal stå ved sin garanti overfor beboerne i andelsboligforeningen Avedørelejren II (AVII). Sådan lyder en frisk tilkendegivelse i Østre Landsret. Garantien havde kommunen fået Amagerbanken A/S til at afgive på vegne af Søtoftegård A/S, Bygmester. Garantien var på 10 mill. kr. og var stillet overfor Hvidovre Kommune til sikkerhed for færdiggørelse af byggeriet. Men da Søtoftegård gik fallit i 2002 mente Amagerbanken, at kommunen selv skulle bygge ejendommen færdig og ikke måtte lade andelsboligforeningen gøre det. Det fik banken ikke medhold i af Østre Landsret. Fallitten omfattede en gæld på 70-80 mill. kr. samt én ikke færdigbygget andelsboligforening - AVII - med 47 lejligheder i den ene af de hesteskoformede belægningsbyg- ninger, som oprindelig var ejet af kommunen. Siden blev Amagerbanken afkrævet pengene, som først faldt et halvt år efter. Derpå lagde banken sag an med krav om tilbagebetaling. Kortvarig glæde Landsrettens tilkendegivelse glæder beboerne - omend kun kortvarigt. - Glædeligt nyt. Skynd jer at logge på hjemmesiden og læs mere. Således meddelte bestyrelsen for andelsboligforeningen Avedørelejren II på sin hjemmeside om "retssagen mod Amagerbanken" den 11. maj. 11 dage senere, på et lukket møde i Økonomiudvalget, kommer der følgende melding: - Tilkendegivelse fra Østre Landsret - Amagerbanken A/S mod Hvidovre Kommune. Det blev oplyst, at Amagerbanken har meddelt, at de ønsker dom i sagen, meddeler Økonomiudvalget. 7 dage senere, lægger bestyrelsen for AVII så følgende besked ud på sin hjemmeside: - Glæden var kortvarig! Læs om seneste udvikling i restsagen, skriver bestyrelsen. Birgitte Larsen, formand for AVII, er ked af, at Amagerbanken ikke kan nøjes med landsrettens tilkendegivelse, men ønsker en egentlig dom. - Sagen har varet siden oktober 2002. Det er længe nok for os. Vi har ikke brug for, at den trækker ud, siger hun. Rigtig dom Advokaten for AVII, Lars Helms, tilføjer: - Tilkendegivelsen der er både klar og rigtig, falder som dom i august - og når banken ønsker en dom, kan det efter min mening kun tolkes således, at de ønsker sagen anket til Højesteret, siger Lars Helms til Hvidovre Avis. Ingen stillingtagen Om årsagen til at, Amagerbanken ønsker en dom i sagen, meddeler Amagerbankens kommunikationschef Sofie Randrup: - Det er korrekt, at Amagerbanken ønsker dom i sagen for at kunne se tilkendegivelsens præmisser. Banken har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt den ønsker at anke sagen, nævner Sofie Randrup. terf