Vil have fat i "fritids- alkoholikerne"
Hvidovre-Lænken stiller op i Hvidovre Stationscenter
Op mod en halv million danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser - 14 for kvinder og 21 genstande for mænd. Og næsten halvdelen af os har en person i den nærmeste omgangskreds, der drikker for meget. Tilsyneladende fungerer de fleste godt nok på arbejdspladsen, i familien og blandt vennerne. Men går man tættere på, viser det sig, at alkohol-forbruget alligevel er et problem for mange ægtefæller, børn, venner og kolleger. Og helbredet kommer i fare. - Mange ved ikke, at de faktisk er storforbrugere og dermed risikerer at lave skader på sig selv - for alkoholproblemer forbindes ofte med "manden på bænken". Men et for stort forbrug af alkohol er jo ikke socialt bestemt , det kan både findes blandt ansatte på direktionsgangene og i skurvognene - og kvinder og mænd er lige udsatte, siger Kurt Andersen, formand for Hvidovre-Lænken. Han og en række andre frivillige fra Hvidovre-Lænken vil også i år gøre en ekstraordinær indsats for at få de borgere i tale, som på den ene eller den anden måde er berørt af alkoholproblemer. Derfor stiller de op i Hvidovre Stationscenter med en stand fra på mandag den 2. oktober til fredag den 6. oktober mellem kl. 11.00 og 17.00. De har både informationsmaterialer fra Sundhedsstyrelsen og besøgende på standen kan også deltage i en konkurrence om et par gavekort. Hvis ikke man når at besøge Lænken i Hvidovre Stationscenter holder Lænken åbent hus på M. Bechs Allé 8, 1. sal torsdag den 12. oktober fra 16.00-18.00. - Ordet fritidsalkoholiker er forholdsvis nyt i alkoholdebatten - ordet dækker over det faktum, at danskerne har fået Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser på 14 og 21 genstande i den gale hals. En halv million drikker op til - og lidt til - genstandsgrænserne hver uge. Og de tror sig på den sikre side. Men det er de ikke, for risikoen for helbredsskader som f.eks. brystkræft stiger med indtagelse af alkohol. Onsdag den 4. oktober kl. 19.00-21.00 holder Lænken foredrag med rusmiddel-eksperten og speciallæge Henrik Rindom (Hvidovre Hospital). Han vil fortælle om følgerne af et stort alkoholforbrug. Og derefter er der diskussion. Foredraget foregår i Salen på Avedøre Bibliotek. Der er gratis adgang og kaffe. Arrangementet arrangeres af Hvidovre-Lænken med økonomisk støtte fra Københavns Amts uge 40-kampagne.