Hjælper de unge til sundere livsstil
Gratis kogebog til de unge
l Hvordan kan man hjælpe med at holde børn og unge væk fra junkfood, cola og slik? Kan man overhovedet sætte en stopper for den fedmeepidemi, der med lynets hastighed breder sig blandt de unge? Som en velkommen privat håndsrækning til statens og kommunernes initiativer til at hjælpe de unge til en sundere levevis, er SuperBest og De Danske Vægtkonsulenter (DDV) gået sammen om et "kontant" bidrag. De forærer således over 15.000 bøger væk til en værdi af over 2,5 millioner kroner. Indtil på lørdag den 27. januar kan man derfor gratis afhente opskriftsbogen "Ung & Slank" i SuperBests 200 butikker. Bogen indeholder en masse velsmagende og slankende opskifter på sund fastfood og "junkfood" - opskrifter, der er direkte henvendt til unge mennesker. - SuperBest og De Danske Vægtkonsulenter vil gerne bidrage med at bremse den hurtigt accelererende fedmeepidemi blandt de unge og give den sunde livsstil bedre kår i Danmark. udtaler Jens Visholm, som er markedsdirektør i SuperBest. - Måske kan det få politikerne til at indse, at oplysning og løftede pegefingre ikke nødvendigvis altid er den mest hensigtsmæssige vej til at opnå resultater. Unge i risikozonen At være ung og overvægtig er ikke nogen spøg. Hverken psykisk eller fysisk. I mange tilfælde medfører det isolation og udelukkelse fra fællesskabet. Drillerier, ydmygelser og diskriminering er ofte hverdagskost for de overvægtige unge. Hertil kommer alle de sundhedsmæssige konsekvenser. De overvægtige unge er - i ligeså høj grad som de overvægtige voksne - i risikozonen for at udvikle livsstilssygdomme: Diabetes, hjerte-karsygdomme etc. - Mange dårlige vaner grundlægges desværre i de unge år og slæbes med ind i teenageårene og voksenalderen, supplerer Thomas Møberg, direktør i DDV. - Trætte forældre køber sig ofte fri med junkfood, cola og slik. Og "hygger" sig sammen med børnene foran fjernsynet. Hyggeligt? Ja, men de langsigtede konsekvenser er ikke altid lige hyggelige. I Ung & Slank kan man finde en masse opskrifter på fastfood og "junkfood", der hverken er usunde eller fedende. Her er opskrifter på burgere, pizzaer, lagkager, chokoladekager, hot dogs, spaghetti med kødsauce, parisertoast, slik og meget meget mere.