Overbevisende i topopgør
HIF's damer spillede topopgør i Næstved og vandt med 10 mål
l HÅNDBOLD: I søndags inviterede konstellationen Næstved/Herlufsholm HIF's damer til topopgør. Rækkens nummer 1 og 2 mødtes, og det blev katastrofalt for hjemmeholdet. HIF's damer vandt sikkert og komfortabelt med 31-21 efter føring på 16-9 ved pausen. Det tegnede ikke til den store afklapsning efter de første 10 minutter, hvor hjemmeholdet førte med et enkelt mål, men det var som om, HIF's damer hele tiden havde troen på det og viljen til at komme igen. Næstved scorede deres første mål lidt tilfældigt og heldigt, hvor der var mere saft og kraft i HIF. I 1. halvlegs sidste 20 minutter tog en vis herre fat og HIF's damer bragte sig komfortabelt foran med 16-9. Alt fungerede hos HIF, og så havde man spillerne, der hele tiden kunne løfte holdet. At sejren blev på hele 31-21 siger vel egentlig alt, når der nu var tale om et topopgør. - Jeg havde fortalt spillerne, hvad jeg mener, de kan, og det levede de fuldstændig op til, lød det fra en glad træner Jette Jørgensen. - Vi vidste, at Næstved råder over et par gode skytter. Dem lagde vi pres på, og det betød dårlige afslutninger, som vi udnyttede til lette mål i den anden ende. Vores kontrafase var virkelig skarp, og den kunne Næstved ikke stoppe. De forsøgte sig med mandsopdækning af vores strateg Malene Engel, men det gav bare plads til de øvrige spillere. Så forsøgte de at tage Gitte Korsgaard ud af spillet, og det gik heller ikke. Betina Frølund blev også mandsopdækket uden målbar succes, og så gik de tilbage til det forsvar, de havde indledt kampen med. Med vores gode forsvar blev målmand Maria Lausbak endnu stærkere, og så tog hun lige det ekstra, som en god målmand tager på en god dag, hvor alt fungerer omkring hende... - Jeg var glad for, at vi ikke lod os slå ud af den dårlige start. Da vi fik muligheden blev der sat turbo på, og så kunne Næstved bare ikke følge med... eb