Tager sin egen temperatur
Beboere skal svare på om boligselskabet er redeligt og effektivt
l 100 beboere i Hvidovre almennyttige Boligselskabs afdeling Bredalsparken bliver nu spurgt om deres administrationsselskab, DAB, lever op til sin målsætning om at være redelig, effektiv og omsorgsfuld Dansk Almennyttigt Boligselskabs, DAB's, bestyrelse har taget initiativ til at undersøge, hvad beboerne synes om DAB's administration og de lokale ejendomskontorer. Formålet er at sikre, at DAB's mål og værdier bliver en del af arbejdsgangen, og ikke blot ender i glemmebogen. DAB står selv for tilrettelæggelse og gennemførelse af spørgeundersøgelsen, der netop er sat i værk. I første omgang får 1.000 tilfældigt udvalgte boliger i 19 boligafdelinger tilsendt et spørgeskema, heraf 100 fra afdeling Bredalsparken i Hvidovre, hvor beboerne får mulighed for at svare på, om de oplever DAB's administration og det lokale ejendomskontor som redelig, effektiv og omsorgsfuld inden for områderne personlig betjening, tilgængelighed, rådgivning, serviceniveau og ydelse. Når svarene er færdigbehandlede vil DAB udarbejde spørgeskemaer til medarbejdere i DAB's administration og på de lokale ejendomskontorer for at uddybe eventuelle problemområder, som beboernes besvarelser har afdækket. Til marts 2007 vil resultatet af undersøgelsen så blive fremlagt i DAB's bestyrelse i en rapport, som skal styrke DAB's fortsatte indsats for god service overfor beboerne.