Hvordan mon Shakespeare fik ideen til "Hamlet"?
Sådan har man ikke set Shakespeare før! Urpremiere på teaterforestillingen "Shakespeare på afveje" på Teater Vestvolden
Skuespilleren og klovnen Will Kemp var i Danmark i 1586, og i denne forestilling mere end antydes, at det var vennen og kollegaen Kemp, der gav William Shakespeare ideen til "Hamlet". Shakespeare var nemlig ikke uvant med at stjæle og plagiere, og han blev simpelthen forført af ideen om den danske prins Hamlet. Vi ser de to herrer i vanvittige scener udvikle, hvad der skulle blive kilden til verdens mest kendte teaterstykke. Teater Vestvolden samarbejder med den engelske dramatiker og instruktør Chris Harris om at producere denne forestilling om William Shakespeare (spillet af Tom Jacobsen) og Will Kemp (Pierre Miehe-Renard) - og deres forbindelse til Danmark. Forestillingen har urpremiere lørdag den 17. februar. - Vi oplever, at der er en ægte interesse blandt det danske publikum for britisk kultur i almindelighed og for Shakespeare i særdeleshed, fortæller teaterleder Nanni Theill, og hun fortsætter: - På en meget underholdende og humoristisk måde fortæller forestillingen om forbindelsen mellem Shakespeare og Danmark, som er lidt unik. Ideen er, at give det danske publikum en ny og anderledes introduktion til Shakespeares arbejde og specielt hans inspiration til "Hamlet". Chris Harris har i mange år beskæftiget sig med både Shakespeare og Kemp. Vi har derfor bedt Chris Harris både skrive og instruere forestillingen. I stykket bruges musik i renæssancestil, men dog med et kraftigt strøg af noget nutidigt. Det danske ensemble Club Renaissance har eksperimenteret med netop renæssancemusik spillet delvis elektronisk. Det giver et spændende lydbillede, som i forestillingen nok især vil appellere til et yngre teaterpublikum. Forestillingen vil kunne ses af aldersgruppen 15 år og opefter. Målgruppen vil altså være de ældre teenagere og de voksne. Vi betragter den som en 'familieforestilling', der kan turnere til skoler, gymnasier, højskoler, teaterforeninger o.s.v. Den kan ses af alle, der blot har et minimalt kendskab til Shakespeare og hans "Hamlet" på Kronborg. British Council støtter projektet og er meget interesseret i at give det danske teaterpublikum glæde af Chris Harris' kunstneriske talenter. Der er som nævnt premiere på forestillingen den 17. februar på Teater Vestvolden, på Høvedstensvej, og spiller videre i perioden 22. - 24. februar på Teater Vestvolden, for dernæst fra den 8. - 9. marts at vise forestillingen på Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg.