Hård kamp om oprykning
Hvidovre Volleyball Klub går en spændende sæson i møde. For første gang nogensinde har klubben hele fire hold i divisionerne
VOLLEYBALL: Det bliver både en spændende og afgørende sæson for Hvidovre Volleyball Klub. For første gang nogensinde har klubben hele fire hold i divisionerne, og samtidig satses der på nogle nye hold og tiltag. - Vores førstehold ligger begge i 1. division og har klart potentiale til at placere sig i toppen af rækken, mener Kasper Lindberg fra klubben. - Samtidig har vi nu begge vores andethold i 2. division, efter at vores damer meget overbevisende rykkede op fra Danmarksserien i sidste sæson. Det giver nogle muligheder, for eksempel at give yngre førsteholdsspillere kamperfaring på andetholdet.... - Til gengæld er det blevet besluttet at skære Elitedivisionen ned til otte hold fra 2007. Derfor er der i år kun én oprykningsplads at spille om, hvis vores førstehold kommer i elitekvalifikationen. Men vi forventer, at både vores damer og herrer vil kunne kæmpe med om pladserne... - Derudover starter vi i denne sæson mixvolley op hver onsdag kl. 18.30 til 20.30 i Frihedens Idrætscenter. Her bliver der plads til både erfarne og uerfarne, som har lyst til at dyrke spillet på hyggebasis. Vi har også stadig fremgang i vores kidsvolley-afdeling, hvor de mindre børn nu træner onsdag, og de større og mere erfarne træner tirsdag. Når børnene når over kidsvolley-alderen (6-12 år), kan de starte på vores teenvolley-hold. Teen-volley er en videreførelse af kidsvolley-konceptet, som vi også forventer os meget af....