Bør man bygge de to højhuse ved Rebæk Søpark...?
... og hvilke konsekvenser vil byggeriet få for området og dets beboere?
l Steen Ørskov Larsen (C), kommunalbestyrelsesmedlem. - Der er mange faktorer både for og imod denne sag. Vi har, af borgmesteren, fået en måned til at overveje vores partipolitiske holdning til forslaget og er samtidig blevet forelagt realistisk manipulerede billeder af det færdige projekt, og det ser absolut nydeligt ud. Bebyggelsen vil næppe ødelægge området, og man kan se lignende bygninger langs Roskildevejen, og Rødovre Kommune har planer om et byggeri af højhuse på den anden side af Avedøre Havnevej, så på den måde tror jeg ikke, det vil ødelægge området, bare man får de rigtige mennesker ind. Selvfølgelig kan man frygte en ghettodannelse i Rebæk Søpark, men anvisningen af beboere kan man fra politisk side gå ind og påvirke, så der ikke begås samme fejl, som dengang man byggede Avedøre Stationsby - her flyttede mange socialt belastede personer ind, såsom psykisk syge og kriminelle fra forsorgen. Størst betydning vil det nok få for ejerne af lejlighederne i Rebæk Søpark, som vil miste deres udsigt over København, og nogle parcelhusejere og børneinstitutioner vil berøres af skygge fra husene i eftermiddagstimerne. Der er generelt en udtalt holdning blandt folk, at deres nærområde ikke må påvirkes, men det kan man ikke forvente i en kommune som Hvidovre, der er i konstant udvikling. Man vil heller ikke som kommune gå ind og yde økonomisk kompensation for et eventuelt værditab i boligen, dertil skal det huskes, at hele sagen stadig er på tegnebrættet - men rent hypotetisk vil jeg ikke udelukke, at byggeriet gennemføres. Jeg vil kategorisk ikke slå noget i jorden uden grundigt, at have gjort mig mine overvejelser, og det er den proces, som er i gang nu. Jeg skal selv ud i området og granske mere, før jeg tager stilling for eller imod. Kurt Fledelius, Formand ABI Andelsboligforeningen Immerkær. Nej, det vil ødelægge vores dejlige forstadsmiljø i "landlige" omgivelser med luft og grønne områder, det er jo det, der er så rart i forhold til inde byen. Dertil skal det siges, at jeg principielt intet har imod højhuse, de skal bare ikke placeres i udkanten af storbyen, og slet ikke i dette lille område, som i forvejen huser en masse forskellige byggerier - så dette er en sag, som jeg og flere beboere vil kæmpe for, nøjagtig som dengang man havde planer om at bygge ungdomsboliger ved søen i det grønne området. Ikke fordi jeg har noget imod unge mennesker, men man ville bygge en stor kolos nede ved søen, og sådanne gavner ikke området. Personligt er det ikke en økonomisk betragtning, som gør, at jeg er imod projektet - selvom andelskronen givetvis påvirkes af byggeriet, men det er svært at sige - det er mere påvirkningen af herlighedsværdien, jeg ser som et problem. Jeg har bestemt ikke noget imod billige boliger, men for mange på samme sted kan skabe sociale ghettoer, hvis det går galt - eksempelvis som Avedøre Stationsby. Så hvis man fra kommunalbestyrelsens side begynder at trække i den forkerte retning, så vil vi helt klart iværksætte endnu en kampagne med læserbreve, indsamling af underskrifter og deltagelse i spørgetiden ved kommunalbestyrelsesmøderne. Flere andelshavere har allerede henvendt sig med deres støtte, så vi vil kæmpe for vores sag endnu engang. Sidste gang vi iværksatte modstand, sagde folk, at vi lige så godt kunne droppe vores forehavende, da vi ikke ville blive hørt - men byggeriet af ungdomsboliger ved søen blev da taget af bordet! En overbelastning af mennesker i området ville være noget møg! Niels Kjøller Petersen, husejer Immerkær. - Nej, det var som et slag i mellemgulvet, da vi hørte om de fremlagte planer. Man kan sige, at hele denne her side af Immerkær er et villakvarter, og på en eller anden måde vil det efter byggeriet blive til et højhuskvarter. Vi har ét højhus, og det er sådan set rigeligt, synes jeg. Yderligere to - og så på 80 meter! Det ville være fatalt for kvarteret. Personligt, hvis jeg sidder helt stille, så vil jeg jo kunne mærke tusindekronesedlerne forsvinde ud af vinduet. Alle husene her i kvarteret vil for det første falde i værdi, og så vil højhusene simpelthen skygge for solen om eftermiddagen. Frem til klokken 16.00 er jeg på arbejde, derefter vil jeg gerne have noget sol derhjemme - det vil for vores vedkommende være passé. Det ville vi være forfærdeligt kede af. Rent socialt, er det svært at spå om konsekvensenerne. Men man kan jo frygte, at tilflytterne vil være folk, som socialt, er dårligt stillede - det kender man jo fra andre steder. Højhusbyggeri plejer ikke nødvendigvis at give et bedre miljø, så jeg frygter, at det giver et meget dårligt miljø - altså, et socialt belastet kvarter. Men vi håber og har da også tiltro til, at det er nogle rimeligt fornuftige politikere, vi har her i Hvidovre. Og det er jo et forslag lige nu, så de har jo alle muligheder for at sige nej til projektet. Det tror jeg egentligt også, de vil gøre, når de finder ud af, hvilke konsekvenser byggeriet vil have. Lokalpolitikerne er valgt til at varetage borgernes interesser, også vores selvom vi bor helt oppe i hjørnet mod Brøndby og Rødovre, så jeg har tiltro til dem. Jeg må indrømme, jeg kan slet ikke se hvilken interesse Hvidovre Kommune har i det. Det vil medføre yderligere udgifter til ældreplejen, skoler og børneinstitutioner osv... Jeg føler mig ikke overbevidst om, at byggeriet vil tiltrække en masse fanstastiske skatteborgene til byen - måske tværtimod. Man kunne godt overveje at flytte herfra, men vi bliver jo fanget i en økonomisk fælde. Når de planer er lagt frem og disse bliver realiseret, så kan vi jo ikke få så meget for vores hus, hvis vi overhovedet kan komme af med det! Det kan man frygte! En kompromisløsning med lavere bebyggelse end de ekstreme 80 meter vil heller ikke være acceptabelt. Vi skal ikke have flere højhuse! Jakob Olling, beboer i Rebæk Søpark 3. - Jeg er vild med højhuse og elsker at bo højt, så ideen om at bygge de to "skorstene" er fascinerende, og det må være fristende for kommunens politikere at acceptere tanken. I denne situation håber jeg, at de vil tænke mere overordnet og snarest vil bremse byggeplanerne endegyldigt. Hvor Nordicom A/S kun skal forsvare sine egne interesser, skal Hvidovre Kommune heldigvis tænke på borgerne, og når de kommer i fokus kan højhusene umuligt opføres. Udsigten vil blive smadret, ejere af lejligheder og huse vil få svære ved at sælge dem, og hele området omkring husene bliver påvirket negativt økonomisk, hvis de opføres. Det bliver næppe den lange skygge fra husene, der kommer til at volde de største problemer. At der er kraftig blæst omkring højhuse er et velkendt fænomen, og ved det aktuelle byggeri vil den ramme børnene i de to institutioner, der ligger få meter øst for højhusenes kommende fundamenter. Det ville definitivt få mig til at afskrive området, hvis jeg i dag søgte bolig! Analysen af det mulige højhusbyggeri, hvor centeret ligger i dag, glemmer ét vigtigt forhold: Hvordan vil byggeriet påvirke udviklingen af det nuværende højhus i Rebæk Søpark og det omkringliggende boligområde? Rebæk Søpark er velkendt af kommunens socialrådgivere, fordi der er mange socialt belastede beboere. Min påstand er, at højhusbyggeriet næppe vil få flere resursestærke borgere til at flytte til området. Efter min mening skal kommunen straks standse planerne om højhusbyggeriet og i stedet tænke på, hvordan området får et løft, så det gøres mere attraktivt for resursestærke borgere at flytte ind i de eksisterende byggerier. Nordicom A/S' fejlslagne forretningsplaner giver politikerne en række gode kort på hånden for at tænke strategisk, og løfte hele området. Kommunens forpligtelse for borgerne i lokalområdet må vel i udgangspunktet være stærkere end overfor en privat investor, der forsøger at redde en truet investering? bak