Altid chefens ansvar!
De kommunalt ansattes ekstremt høje sygefravær diskuteres nu grundigt i de politiske udvalg og i chefgrupperne
l Den 24 januar stillede Hvidovre Avis på forsiden spørgsmålstegn ved, om de kommunale medarbejdere arbejder i gennemtræk eller om de går i tynde sommersko om vinteren. Årsagen til spørgsmålstegnet var den kommunale sygestatistik, som afslørede over 41.000 kommunale sygedage i 2006. Talmateriale fra det Fælleskommunale Løndatakontor placerede i 2005 Hvidovre Kommune på en ikke videre imponerende fjerdeplads blandt samtlige kommuner i det daværende Københavns Amt. 15,1 fraværsdag lød årsgennemsnittet på for den enkelte ansatte i Hvidovre Kommune. Hvidovrelistens Arne Bech mødte på det efterfølgende møde i kommunalbestyrelsen op med Hvidovre Avis under armen. Han tog sagen op i Byrådssalen: - Det er et væsentligt problemfelt, som her beskrives i avisen. Jeg oplever, at mange borgere interesserer sig for emnet. Og det er da også Liste H's opfattelse, at problemet er af en karakter, som vi bør have en grundigere beskrivelse af. Jeg husker, at vi på et tidspunkt i Økonomiudvalget bevilgede vore kommunale chefer ekstra løn for at holde fokus på problemet! Vi må her i kommunalbestyrelsen forholde os til det ekstreme sygefravær blandt de ansatte i Hvidovre Kommune, fastslog Arne Bech. Temadrøftelse Allerede i 2006 havde Liste T's Pernille Falcon ønsket, at man i kommunalbestyrelsen drøftede, hvorledes man i Hvidovre Kommune rekrutterer og fastholder de gode medarbejdere: - Vi må også have en debat om netop dette emne. Det handler også om Hvidovre Kommunes politik i forhold til de ansattes stress og nedslidning på arbejdspladsen, anførte Pernille Falcon. Det blev derfor besluttet at kigge grundigt nærmere på såvel sygefravær som på rekruttering og fastholdelse af medarbejderne. I Økonomiudvalget havde man på den lukkede del af sin dagsorden den 19. februar et punkt med overskriften: " Nedbringelse af sygefravær: Personale- og It-Forvaltningen (PIF)er projektansvarlig, har initiativpligten og har ansvaret for, at støtte og fastholde lokale ledere med opgaven, herunder kompetence til at bidrage med mulige løsninger til nedbringelse af sygefraværet." Hvad der helt præcist blev diskuteret på det lukkede møde i Økonomiudvalget vides naturligvis ikke. Men udvalgets formand, borgmester Britta Christensen, orienterer gerne: - Der er ingen tvivl om, at vi har et frustrerende højt fravær. Specielt er fraværet frustrerende for de medarbejdere, som kommer på arbejdet. Det høje sygefravær går naturligvis også ud over Kommunens borgerservice. Vi har nu vedtaget en handlingsplan hvor vi har PIF som tovholder. Det handler meget om at understøtte lederne. Vi har mødt stor interesse for at gøre noget ved problemerne i vore forskellige samarbejdsudvalg og lokalråd. Vi har besluttet, at vi i fremtiden vil være meget hurtige - allerede efter 14 dage - til at iværksætte en såkaldt omsorgssamtale , når en medarbejder melder sig syg. Men der skal ikke herske tvivl om, at ansvaret for medarbejderfravær altid er placeret på den enkelte leder. - Det er meget vigtigt at vi prioriterer, at de kommunale chefer udvikler et anerkendende miljø i forhold til medarbejderne, pointerer Arne Bech. Dette er Britta Christensen aldeles enig i: - Det er et centralt element i projektet i forhold til chefgruppen. I mandags havde medlemmerne af kommunalbestyrelsen sat deres aften af til en temadrøftelse - nemlig dén temadrøftelse, som Liste T havde bedt om: Emnet var derfor primært rekruttering og fastholdelse af medarbejderne. - Men det skulle da være underligt, om ikke vi også kommer til at beskæftige os en del med sygefraværet, sagde Britta Christensen til Hvidovre Avis umiddelbart inden hun gik til mødet. oas