Klar til underskrivelse
Timmi Johansen er enig med Heerenveen og skal lægeundersøges før aftalen indgås
l FODBOLD: Så er aftalen mellem hollandske Heerenveen og HIF's Timmi Johansen på plads. Det skete i sidste uge, og nu venter bare den obligatoriske lægeundersøgelse før kontrakten endelig underskrives og effektueres. 18-årige Timmi Johansen spiller foråret færdigt i HIF, før han tager fat på en 2-årig kontrakt med den hollandske storklub. - Det er jo sin sag at sende sin søn til udlandet, fortæller far Finn Johansen. - Men det har været afgørende for både Timmi og os, at han kommer til en klub med orden i sagerne. Der er yderligere danske spillere i klubben, og det har bestemt heller ikke trukket fra. Jeg har talt med den tidligere HIF-er Claus Nørregaard, der har sin søn Hjalte Nørregaard i klubben, og der er kun kommet positive meldinger omkring forholdene i Heerenveen. Udover Hjalte Nørregaard har klubben netop tegnet med Esbjergs Jacob Poulsen, og råder derudover over Kenn Ilsø, Bo Storm og Lasse Schøne. Så for en 18-årig eller 19-årig spiller, når Timmi skal derned til sommer, er det givetvis rart at have landsmænd omkring sig... - Der er aftalt en 2-årig periode, og Timmi skal betragte det som en læreproces. Spiller han sig på 1. holdet, er der indbygget i kontrakten, at han modtager en ekstra økonomisk gevinst. Lever han ikke helt op til deres eller egne krav er han en fri mand efter 2 år og en del erfaringer rigere. Det er en enestående mulighed for at prøve talentet af, og hans karriere er jo ikke slut, hvis han ikke får succes i Heerenveen. Det er jo ikke ham de store forventninger og presset hviler på, og det gør nok situationen lidt lettere. Selvom jeg er sportschef i HIF, har jeg ikke været inde omkring forhandlinger de to klubber imellem. Jeg erklærende mig inhabil og har kun været med omkring min søns private forhold...eb