Går menneskeligheden tabt?
Foredrag med Klavs Birkholm, Etisk Råd, mandag den 20. februar
Store spørgsmål venter, når Klavs Birkholm, Etisk Råd, mandag den 20. februar holder foredrag på VUC Syd, Åmarksvej 1. Går menneskeheden tabt, når den medicinske teknologi kan manipulere med både livet og døden? Eller når vi kan lave både kloning og genterapi, kunstig befrugtning, kunstige lemmer og kunstig intelligens? Klavs Birkholm fortæller om sit arbejde i Etisk Råd. Rådet har som opgave at rådgive Folketing og sundhedsmyndigheder samt skabe debat om etiske spørgsmål på det sundhedsvidenskabelige område, og det består af 17 ulønnede medlemmer, der er udpeget på grund af deres interesse for etiske spørgsmål. Klavs Birkholm er i øvrigt programvært på Danmarks Radio, hvor han har produceret en række kultur- og samfundsprogrammer. Tidligere har han undervist som lektor i europæisk litteraturhistorie ved Århus og Københavns Universitet, og han har været redaktør ved Center for Freds- og Konfliktforskning i København, forstander for Ry Højskole og redaktør på dagbladet Information. Alle er velkomne til at høre Klavs Birkholms foredrag og deltage i debatten bagefter. Det foregår klokken 15.00-17.00. Der er gratis adgang i VUC Syds mødelokale på 3. sal.