Jeres viden er vejen
Ubetænksomhed og mobning skal bekæmpes med viden. Viden om følelser, reaktioner og konsekvenser. Dette skal børn lære om, og først og fremmest skal de lære om det fra deres største forbilleder, jer forældre! Børns Vilkår var i sidste uge på Gungehusskolen for at holde foredrag om mobning. Her fortalte man historien om en dreng, hvis ven sendte beskeden, "Du er en grim sæk" rundt til alle i hans telefonbog. Alle fik denne besked også mor, far, træner, lærer og vennerne. Deres reaktioner var negative. Den dreng, der sendte beskeden, var ubetænksom. Han havde ikke overvejet konsekvenserne ved sin handling. Ubetænksomhed er et problem, der læner sig op ad mobning. En handling uden tanke på konsekvenser og følelser. At overveje konsekvenserne ved sine handlinger skal man lære hjemmefra. Børn er ikke født med den evne, og det er derfor utrolig vigtigt, at I - forældrene - gør en indsats for at lære jeres børn om konsekvenser og andres følelser. Hvis vi alle tænker os om en ekstra gang, før vi handler, tror jeg, vi kan spare hinanden for mange besværligheder og sårede følelser. Under foredraget på Gungehusskolen blev jeg oplyst om nogle helt andre og meget værre former for internetmobning, end jeg hidtil havde hørt om. Jeg hørte eksempler, hvor politiet var blevet tilkaldt, sager hvor nøgenbilleder var blevet sendt rundt, og flere eksempler på børn, der havde modtaget dødstrusler. Hvordan skal et 10 årigt barn klare det? Det kan et barn ikke, og det er derfor, vi skal sætte fokus på mobning, så vi bliver i stand til at løse problemet. Det største problem, mobning, tror jeg skal løses først og fremmest med viden. Mange ved ikke, om det de gør er mobning, eller hvor grænsen går. Ved at lave foredrag, som eksempelvis Børns Vilkårs, informerer de børn om hvad mobning er, hvordan det føles, og at det ikke er i orden. Hvis sådan et foredrag sætter tankerne i gang hos børnene, er vi allerede nået et stykke af vejen.