4 polakker anholdt på campingplads
Står formentlig bag 15 tyverier fra biler
15 tyverier fra biler i løbet af én nat fik Hvidovre Politi til at lede i nærområdet efter mistænkelige personer, måske en udenlandsk tyvebande. Tyverierne skete i torsdags, natten til fredag, og der blev stjålet bl.a. bilradioer, CD'ere, barnestole og navigationsanlæg. Fredag fik man på en campingplads i hovedstadsområdet kontakt med 4 polske statsborgere, og da man tilmed fandt en masse værktøj, der sagtens kunne bruges til biltyverier, blev de 4 mænd anholdt og den polske ambassade underrettet. Lørdag blev mændene varetægtsfængslet. - Men vi mangler en masse tyvekoster. Vi har før været ude for, at tyvene har gemt 3-4 kufferter på en jernbaneskråning eller i skoven, så vi leder lige nu, siger kriminalinspektør Ole Andreasen. Tyverierne skete fra biler på bl.a. Hvidovre Strandvej, Strandholms Allé, Gl. Køge Landevej, Koralvej og Søvangsvej.ark