HIF gav lidt lang snor
På en dag hvor ikke særlig meget fungerede vandt HIF alligevel - Jesper Kristoffersen dobbelt målscorer
l FODBOLD: Med sejr på 3-2 over Glostrup 2. Påskedag bevarede HIF kontakten med førerholdene i 2. division. Da såvel Roskilde og Lolland Falster samtidig vandt, var det en meget vigtig hjemmesejr. Der var nu ikke så meget, der tydede på hjemmesejr, idet HIF på intet tidspunkt havde styr på spillet. Timingen var generelt forkert, og så blev det svært at skabe chancerne. Der skulle hentes kræfter helt nede i de dybeste lag, og her trådte et par spillere for alvor i karakter. En lidt overtændt Jesper Kristoffersen, der lænede sig gevaldigt op af et rødt kort, fik reduceret Glostrups føring på 2-0 i starten af 2. halvleg, og han scorede også HIF's sejrsmål kort før tid, da han iskoldt udnyttede, at Glostrups målmand var kommet på mellemhånd. HIF's trænere Ulf Larsson og Michael Sander havde i pausen skiftet Jesper Myhrmann ind i stedet for Ayoub Sørensen og samtidig valgt at spille 4-3-3 i stedet for 4-4-2. Det gav lidt mere pondus helt fremme, og kort efter 1-2 målet, fik Martin Reindorf udlignet, da han spillede sig alene igennem med Glostrups målmand. Jesper Myhrmann er ikke en spiller, der fungerer bedst som kombinationsspiller, og man valgte 10 minutter før tid at sætte ham tilbage i den vante forsvarskæde, og Jesper Kristoffersen blev hevet frem i forreste kæde. Den rokade gav bonus kort før tid, da han fik scoret det afgørende og meget vigtige sejrsmål. Målmand Mads Hamberg så bestemt ikke godt ud, da Glostrup bragte sig i front direkte efter hjørnespark, og forsvaret havde ikke pondus, da Glostrup scorede yderligere. De to unge spillere Ayoub Sørensen og Nicolai Harms skal nok lige lære, at man ikke får ret meget af dommere i dagens fodbold. Man skal sætte sig igennem hver gang og hele tiden været fokuseret. Udover Jesper Kristoffersen leverede Morten Overgaard en solid indsats. Helt fremme viste Brian Andresen, at han er en god forstærkning af holdet. Nok HIF's bedste spiller, selvom dommeren konstant fløjtede imod ham. Men hele tiden pågående og hele tiden parat til at tage ansvar. Der blev ikke smidt mange bolde væk, og han tog de slagsmål med Glostrups forsvar, som han skulle. Nu venter en meget svær kamp i Holbæk kl. 13 på søndag. Med nederlaget Skærtorsdag på 0-1 i Nykøbing mod Lolland Falster er der ikke råd til så forfærdelig mange yderligere nederlag, hvis holdet fortsat skal være et godt bud til den kommende 1. division. Lidt alarmerende, at HIF ikke har den struktur og timing i spillet, som man havde i de fleste træningskampe. Men når man så alligevel kan vinde på en halvskidt dag, så har man det, der kendetegner et tophold. eb