Pædagogen der stripper om aftenen
Daniel Angeli arbejder til daglig i en institution i Hvidovre og om aftenen - ja, så tager han en anden maske på og er professionel stripper
Det er tydeligt for enhver, at italienske Daniel Angeli er vellidt blandt børnene i børnehaven - alle vil de snakke, nusse og lege med ham. Des mere irriterende er det for dem, da avisens journalist fredag formiddag kigger forbi til en snak på legepladsen. Men Daniel er ikke kun børnevenlig - også kvinder, og enkelte mænd, kan han i de sene aftentimer betage med sine shows. Daniel er nemlig udover pædagogmedhjælper også professionel stripper og den sammensætning ser man sjældent. - Jeg har strippet siden jeg var 17 år, så jeg har efterhånden nogle år på bagen. Det hele startede i Italien, hvor jeg er født og opvokset. En aften var vi på et diskotek og der var løbende konkurrencer hvor mændene skulle danse og damerne give dem point efter udseende. Jeg syntes, det var sjovt at deltage i de konkurrencer og da jeg fandt ud af, at jeg kunne imponere kvinderne, tjene penge og samtidig hygge mig, besluttede jeg at gå på stripskole. I Italien er de skoler meget professionelle med koreografer, danseundervisning og meget dygtige strippere. Kærlighed ved første blik Daniel møder sin danske kæreste på en ferie til Egypten og som han selv udtrykker det, så var det kærlighed ved første blik. De tager sammen tilbage til Italien og bor der to måneder før de beslutter at starte en fælles fremtid i Danmark. Daniel kan ikke et ord dansk, da han ankommer til Danmark og de første seks måneder er svære når man hverken kan sproget, kender kulturen eller har bekendte blandt de andre danskere. Man Daniel går på sprogskole og snakker i et halvt år ikke italiensk overhovedet. Han og kæresten omgås udelukkende med hendes danske venner og familie, spiser på danske restauranter, og ikke italienske, og snart begynder små ord at sidde fast. I dag, næsten 3 år efter, snakker Daniel perfekt dansk - dog stadig med charmerende italiensk accent. - Jeg har haft mange små jobs rundt omkring og oftest vikarstillinger med fast tidsperiode. Jeg har været alt fra transportchauffør til kok i en børneinstitution. Det var spændende at lave mad og jeg lavede mange italienske specialiteter som lasagne, pasta og pizza. Min kæreste er pædagogstuderende og derfor var det fra starten oplagt at søge ind på forskellige børneinstitutioner. Men om aftenen – strip.. Men Daniel har ikke kun arbejdet i vikarstillinger om dagen - også om aftenen har han været travlt beskæftiget med sit job som professionel stripper. Og Daniel er dygtig til sit job, ikke blot er han en god danser, charmerende og professionel, nej, Daniel er også danmarksmester i mandestrip. - Niveauet for strip i Danmark er, i forhold til Italien, ikke særlig højt. Så når jeg herhjemme er den bedste, så er jeg i Italien blot en dygtig stripper. Det siger desværre noget om den måde hvorpå strip bliver udført herhjemme. Jeg er trænet til at lave forskellige shows til forskellige fora - og et show til en polterabend skal selvfølgelig ikke være det samme som til en 50-års fødselsdag. Og så må det aldrig blive vulgært heller. Det skal være sådan, at alle deltagere i selskabet kan følge med - fra konfirmanden til hendes ældre bedstemor. Daniel Angeli har mange jobs, om sommeren som minimum seks shows om ugen. Og Daniel laver alle typer stripshows - lige fra konfirmationer til en 70-års fødselsdag. Man kan på Internettet selv vælge blandt de forskellige kostumer Daniel optræder i, som kan være alt fra den klassiske sømand til gangster eller en munk. Og så ringer Daniel altid op og får en snak med arrangøren inden showet således at alle krav og forventninger bedst mulig bliver indfriet. Et show tager tolv minutter og de fleste vil måske medgive, at hele tolv minutter er lige i overkanten når man blot skal have tøjet af. Derfor handler Daniels show ligeså meget om dans, koreografi og charme. Han skal sørge for, at ikke kun fødselslaren eller den kommende brud kommer i centrum, men også at de andre gæster får fuld valuta for pengene. Og så laver Daniel også optrædener på diskoteker og barer i indre by. Nej til jalousi Selvom Daniel er professionel i sit arbejde, sine shows og sin person - ja, så er der altså nogle gange, at pigerne lige skal flirte og spørge om hans privatnummer. Men Daniel har regler og han udleverer aldrig privatnummer, men derimod nummeret til hans agent der arrangerer hans shows. Og han bliver aldrig længere end fem minutter efter et show er slut. - Min kæreste er ikke jaloux over det faktum, at jeg bruger min krop i mit arbejde og hun har set mange af mine shows på diskoteker og lignende. Men at have kroppen som arbejdsredskab kræver selvdisciplin og træning. Jeg træner fire gange om ugen og tænker også over min kost. For eksempel er der ikke noget der hedder, at man lige spiste fire styks wienerbrød - det går ikke, for min krop er et vigtig element i mit arbejde og den skal være i stand til at leve op til de krav jeg måtte stille til den. Mine shows indeholder både dans og akrobatik og de bliver aldrig vulgære eller på andre måder pinlige. Børnene elsker ham – og damerne også Interviewet er ved at være slut og Daniels trofaste skare af børn har de sidste minutter jævnt snakket med på interviewet, samt rodet i journalistens medbragte taske. Jo, de vil gerne lege med Daniel inden weekenden kalder - og det skal være nu. Så mens journalisten takker pænt af, er Daniel på vej mod gyngerne med tre børn i hænderne. Om otte timer fra nu er han, uden børn, på et helt andet arbejde og Daniel skal strippe til en polterabend i København. Sidder man derhjemme og brænder sig varm på ideen om en stripper til festen så er det Internettet man skal ty til og gå ind på Stripdanmarks hjemmeside. Her er Daniel tilknyttet sammen med andre professionelle strippere og de har nok at se til. Sidste lørdag havde Daniel intet mindre end 11 shows på en aften og denne weekend er også booket med show både fredag og lørdag. Mandag morgen er Daniel igen tilbage hos børnene, hvor gynger og legeplads på ny kalder… ck