Croma er tilbage

Da Fiat i Torino gjorde klar til endnu en udgave af Fiat Croma, var det slet ikke meningen, bilen skulle til Danmark. Modellen blev anset for at være en anelse for dyr. Da Fiat så fandt ud af, at den nye Croma kunne sælges på gule nummerplader til en pris lige omkring det halve af prisen på hvide plader, skete der pludselig noget. Senere mente Fiat, at Croma også skulle på hvide plader. Der var forespørgsler på Croma som taxi, men samlet set er det ikke det store salgstal, der følger Croma. Den aktuelle bil er Croma som varebil. Det er den billige bil, og når bilen har gule plader, er det som regel de store versioner, der bliver solgt hos landets forhandlere. Vi har med Croma en 5-cylindret dieselmotor til test, en motor der kendes fra både Alfa, Fiat og Lancia, og den store 2,4 JTD er blevet bedre med årene. Dieselteknikken er finpudset, støjniveauet er reduceret, automatgear er næsten en selvfølge på biler af denne type, men Croma er først og fremmest en bil med høj komfort. Det er bilen til den lange tur, og i van-udgaven er det bilen til de bilkøbere, som kan nøjes med to siddepladser. Opel Croma Historien om Croma er længere end som så. Den første Fiat Croma blev udviklet i samarbejde med Lancia, Alfa og Saab. Den første Croma er bygget på samme platform som Saab 9000, men Fiat kørte ind i visse vanskeligheder med den første Croma. Det var især det elektriske, der drillede Cromaejere, og med tiden fik bilen et så dårligt ry, at den udgik af produktion, mens Saab, Alfa og Lancia arbejdede videre med nye generationer. Derfor er dagens Croma mest en Opel Vectra. Samarbejdet mellem Opel og Fiat har både udløst en fælles Corsa/Grande Punto, men også en Vectra stationcar, som Fiat har arbejdet videre med. Som det er tilfældet med mange Opel dieselbiler, er det Fiat dieselmotorer, der ligger i begge mærker, så begge har gevinst ved det samarbejde, som nu er bragt til ophør. Det er ingen overraskelse, at mange af de kvaliteter, der kendetegner Opel Vectra, går igen i Croma, selv om Fiat har deres eget design. Set nedefra er bilerne meget lig hinanden. Der er ikke engang den store forskel i opsætning af undervogn. Sidder man som passager med bind for øjnene, er det umuligt at afgøre, om man er placeret i en Fiat eller i en Opel. 2,5 på række Det eneste, der afslører top-udgaven af Croma, er den typiske 5-cylindrede dieselmotor. 200 heste og 400 Nm fra lave omdrejninger gør Croma til en rigtig hurtig varebil, ekspresservice er et nærliggende udtryk, og automatgearet er godt afstemt, så man læner sig bare tilbage, og Fiats uventede Croma kører lige ud efter næsen. Retningsstabiliteten er høj, servoeffekten er lige det kraftigste. Det er som om Fiat ikke kan lade være med at skrue lidt for højt op for servostyringen, men i tilfældet Croma vænner man sig hurtigt til styringen, som bag det lidt ufølsomme indtryk også tillader en smule føling med de styrende hjul. Om man så skal satse på Croma som almindelig personbil eller som varebil, er et spørgsmål, som vi overlader til den enkelte køber. På hvide plader koster den store 2,4 diesel med automatgear over 500.000 kr., og man skal være lidt rigelig Fiat-fan, før man bruger så mange penge på Croma. Varebilen er meget mere spændende. Her kan man være nogenlunde sikker på, at man kan sælge bilen igen uden alt for stort værditab. En bil i den størrelse, og med sådan en veltrimmet diesel, er der altid købere til. Varerummet er pænt, uden at være stort målt efter en varebil. Køber man bilen til privat brug, har man oceaner af plads. Der er let og bekvem adgang til hele varerummet, men Fiat har et lidt anstrengt forhold til det skillerum bag føreren, som er obligatorisk i Danmark. Den løsning, som Fiat har valgt, er efter vores mening ikke den skønneste. Sådan en gang hulplade hører hjemme i de billigste varebiler. Der er helt ægte varebiler, som kører med mel og gryn hele dagen, mens en Croma er en deluxe varebil og fortjener et lidt mere nydeligt skillerum, så man kan være bekendt at parkere bilen ved golfklubben. (LNB)